Varmt, med udsigt til stjerner…

Fora ASTRO-FORUM OBSERVATIONER OG VISUEL ASTRONOMI Varmt, med udsigt til stjerner…

  • Dette emne har 2 svar og 2 stemmer, og blev senest opdateret for 13 år, 7 måneder siden af astrojensen. This post has been viewed 102 times
Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #41114

    astrojensen
    Deltager
      • Neutron star

      På trods af DMI’s forudsigelser og en del drivende skyer i løbet af dagen blev fredag aften og nat meget klar her på Bornholm, i hvert fald det meste af natten.

      Jeg havde ved hjælp af Uranometria 2000.0 og Digitized Sky Survey fundet nogle objekter jeg ville kikke nærmere på mens det var mørkest, mellem kl 00 og 02. Teleskopet var – som sædvanlig – min 85mm Zeiss A apokromat med Zeiss amiciprisme og Baader Maxbrigth binoviewer. Dertil orthoskopiske og plössl okularer.

      Jeg satte teleskopet op på EQ-6 monteringen og Baader trefoden kort efter kl 00 og var umiddelbart klart til at observere. Det var ligeså varmt udenfor som indenfor, så teleskopet behøvede ingen afkølingstid. Pudsigt nok faldt der ingen dug i den klare nat. Temperaturen lå på over tyve grader og ikke en vind rørte sig. Et lille pindsvin besluttede sig for at holde mig med selskab og camperede sig ved og i skålen med kattemad jeg har stående til min og naboens delekat og sad og smaskede der de næste to timer. Desuden fik jeg besøg af katten og en lille flagermus.

      Det første objekt var M57, bare for at tjekke forholdende. Alt så udmærket ud, så jeg fortsatte til M27. Også her var alt vel og efter lidt justering af teleskopets balance, hoppede jeg de godt fem grader ned til NGC 6879, en lille planetarisk tåge i Sagitta, Pilen.

      Nå, men jeg kunne ikke se den, eller i hvert fald ikke identificere den. 6879 er næsten stellar ved forstørrelser under 100x, kunne jeg se på DSS. Jeg hoppede tilbage til M27 og derfra videre til NGC 6921, en lille galakse i Vulpecula, Ræven.

      Der var mere end syv grader over, så stjernehoppet var langt, men da der er mange stjerner i området, var hoppet ikke svært og snart havde jeg feltet i okularerne ved 64x forstørrelse. At se galaksen var dog en anden sag. Jeg havde heldigvis et kort lavet fra et DSS billede. Galaksen var dog meget svag og ved 64x kunne jeg ikke se den. 80x var straks bedre og nu kunne jeg en gang imellem skimte en YDERST svag tågeklat i den rigtige position. Den var dog ekstremt svag og observationen lå absolut på grænsen af det mulige.

      Sidste gang jeg observerede deep-sky var den planetariske tåge NGC 6881 et af objekterne jeg loggede som måske set, men ikke identificeret. Nu havde jeg lavet et DSS kort og nu fandt jeg den let, omend den var temmelig svag. Den var dog ikke så svag som NGC 6921, men den var dog heller ikke så klar, at jeg kunne holde den med bortvendt syn i længere tid. Jeg så den glimtvis som et ganske lille ikke-stellart objekt i den rigtige position med 80x forstørrelse. Hmmm, måske kunne den være interessant ved noget højere forstørrelse? Desværre kunne jeg ikke holde falsk lys ude fra mine 12.5mm orthoskopiske okularer, da de mangler øjekapper og da der trængte falsk lys ind, kunne jeg ikke se tågen.

      Fem en halv grad sydpå, og jeg var fremme ved PK 68+1.2 eller Henize 1-4, en lille planetarisk tåge i Svanen. Feltet var meget nemt at finde, men jeg er ikke sikker på, at jeg kunne se tågen. Der ligger en svag stjerne klods op ad den, men jeg kunne ikke se, om det kun var stjernen jeg kunne se, om det var tågen eller om det var en kombination af begge dele. He 1-4 er nemlig meget lille, så ved de lave forstørrelser jeg brugte kunne jeg ikke skille tågen fra stjernen eller afgøre hvilken af de to der var synlig.

      Nu var klokken efterhånden næsten to og mælkevejen ikke længere synlig, så jeg vendte mig mod Jupiter, der var kravlet ret højt op i sydøst. GRS var umiddelbart synlig ved 64x og seeingen syntes ret god, så jeg øgede forstørrelsen til 128x. Nu fik jeg en del problemer med dug eller lignende på okularerne og 12.5mm’erne virkede af en eller anden grund svære at se i. Jeg måtte indsætte min 1.7x korrektor og bruge 20mm plössl’erne i stedet, 136x, hvilket straks gav et bedre billede.

      I gode øjeblikke var billedet fremragende. GRS var som sagt meget tydelig og rødbrunlig af farve. NEB var dybt rødbrun, med meget mørk midte og antydning af masser af struktur. Zonen nedenfor GRS, ned mod sydpolen, var mørkegrå og med spor af mange tynde bælter. Ækvatorzonen mellem det usynlige SEB og NEB syntes røgblågrå og i de bedste øjeblikke opløstes det røgfarvede slør i et virvar af mørkere pletter og streger på lys baggrund. Et herligt syn! Og Jupiter var STOR ved 136x binokulært. Den syntes meget større end ved samme forstørrelse monokulært.

      Nu kom der en del skyer i sydvest og en brise begyndte at lave uro i seeingen. Jeg forstod godt signalerne og skyndte mig at pakke teleskopet sammen og bære alt indenfor. Normalt ville jeg bare lade monteringen og trefoden blive udenfor og bare trække en plastiksæk over dem, men de skyer var med sikkerhed de af DMI lovede tordenbyger. Og ganske rigtigt, så snart jeg var kommet i seng, begyndte det at tordne, omend det ikke blev særlig voldsomt.

      Endnu en gang fik jeg bevis for, at man ikke behøver supermørk himmel for at se svage og fascinerende deep-sky objekter og ikke behøver at vente til en gang i August med at gå ud og nyde natten i selskab med nattens dyr.

      Thomas, Bornholm

      #41115

      stubbe
      Deltager
        • Main Sequence

        Tak for rapporten, det er altid rart at læse om dine observationer. Er Jupiters sydlige ækvatorbælte stadig forsvundet?

        #41116

        astrojensen
        Deltager
          • Neutron star

          Hej Stubbe

          Ja, Jupiters sydlige ækvatorbælte, SEB, er stadig helt usynligt. Man kan dog fornemme hvor dets nordlige grænse har været, da ækvatorzonen starter her, med sine hvirvler og slørskyer.

          Som kompensation for det manglende SEB er den store røde plet, GRS, meget tydelig.

          Thomas, Bornholm

        Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
        • Emnet 'Varmt, med udsigt til stjerner…' er lukket for nye svar.