Tidligt op…

Fora ASTRO-FORUM OBSERVATIONER OG VISUEL ASTRONOMI Tidligt op…

  • Dette emne har 0 svar og 1 stemme, og blev senest opdateret for 13 år, 8 måneder siden af astrojensen. This post has been viewed 344 times
Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #40664

    astrojensen
    Deltager
      • Neutron star

      Siden jeg købte min fortræffelige Baader binoviewer har jeg villet prøve den på månen med min 85mm Zeiss, men indtil i morges havde jeg kun prøvet den (på månen) en enkelt gang med min Zeiss Telemator, hvilket var aldeles fremragende og gav mersmag. Jeg havde selvfølgelig prøvet dem på solen, men da månen er et af mine favoritobjekter, så var jeg selvfølgelig ivrig efter at prøve den mere på månen. Da vejrudsigten så lovende ud og månen ifølge Virtual Moon Atlas havde en nogenlunde god højde over horisonten ca kl halv fire blev vækkeuret sat til kl kvart over tre. Desværre har moderne vækkeure indbygget snoozeknap og da min entusiasme er ret svag på det tidspunkt, blev klokken næsten fire, inden jeg kom op, men månen skinnede klart i øst og jupiter var meget tydelig, så jeg fik hurtigt sat 85’eren op.

      Seeingen var desværre ikke videre god, men månen var alligevel imponerende i 85’eren med 28mm okularer, 57x. Kontrastopfattelsen når man bruger binoviewer er langt højere end ved monokular observation, så man ser pludselig månen i et helt nyt lys. De lyse streger og pletter fra kraternedslagene tegner spøgelsesagtige former i havenes grålige støv og kraternes skygger er blæksorte. Det hele ses i tydelig 3-D og man har virkelig opfattelsen af at svæve i et rumskib i kredsløb om månen. Jeg kan kun se frem til at få bedre seeing med månen højt på himlen.

      Jupiter led mere end månen under den dårlige seeing, men alligevel sås den røde plet ved første øjekast med 57x. Med større forstørrelse sås en hel del detaljer. 128x, med to 12.5mm orthoskopiske okularer, var for meget for seeingen, men 80x, med 20mm plössl, kunne gå an. GRS var som sagt meget tydelig og kunne ikke overses. Jeg er sikker på, at den kunne ses i en 60mm. Det sydlige ækvatorbælte manglede selvfølgelig stadig, men det morsomme var, at man kunne fornemme, hvor det burde være, fordi der mod nord, ækvator, lå en række festoons, der sås som en blågrå utydelig masse, skarpt afgrænset mod det usynlige SEB. I et enkelt mere roligt øjeblik kunne man fornemme detaljer i de blågrå festoons, men ellers flød de sammen til et røggråblåt slør. Mod syd, mod jupiters sydpol, afgrænsedes det usynlige SEB af GRS og af at området syd for SEB generelt var en smule mørkere. NEB var meget mørkt og tydeligt, men iøvrigt uden iøjefaldende detaljer, i hvert fald denne morgen. I de to-tre forholdsvis rolige øjeblikke, af et sekunds varighed, jeg fik, fik jeg en lille ide om hvor mange detaljer jupiter kunne have vist, hvis seeingen havde været rigtig god. Der bliver vist noget at se frem til denne vinter…

      Efter en lille halv times tid var solen næsten stået op og jupiter usynlig med det blotte øje og seeingen blev endnu mere elendig, så jeg gik i seng igen. Ah, det er herligt med en lille uges sommerferie!

      Thomas, Bornholm

    Viser 1 indlæg (af 1 i alt)
    • Emnet 'Tidligt op…' er lukket for nye svar.