- Dette emne har 6 svar og 2 stemmer, og blev senest opdateret for 6 år, 1 måned siden af Bjarne. This post has been viewed 715 times
-
Indlæg
-
Bjarne- Super Nova
The First Post-Kepler Brightness Dips of KIC 8462852
We present a photometric detection of the first brightness dips of the unique variable star KIC 8462852 since the end of the Kepler space mission in 2013 May. Our regular photometric surveillance started in October 2015, and a sequence of dipping began in 2017 May continuing on through the end of 2017, when the star was no longer visible from Earth. We distinguish four main 1-2.5% dips, named “Elsie,” “Celeste,” “Skara Brae,” and “Angkor”, which persist on timescales from several days to weeks. Our main results so far are: (i) there are no apparent changes of the stellar spectrum or polarization during the dips; (ii) the multiband photometry of the dips shows differential reddening favoring non-grey extinction. Therefore, our data are inconsistent with dip models that invoke optically thick material, but rather they are in-line with predictions for an occulter consisting primarily of ordinary dust, where much of the material must be optically thin with a size scale <<1um, and may also be consistent with models invoking variations intrinsic to the stellar photosphere. Notably, our data do not place constraints on the color of the longer-term “secular” dimming, which may be caused by independent processes, or probe different regimes of a single process.
Julius- Nova
Bjarne- Super Nova
Det var min ide, at jeg ville læse artiklen, men der har været andre ting. Observationerne viser klart, at der er tale om små støvkorn og ikke store objekter. Man kan heller ikke udelukke, at stjernens fotosfære afkøles med nogle få grader. Det sidste betyder, at energien ophobes i lag under fotosfæren. Hvorfor har man ikke set en sådan effekt hos flere F-stjerner?
Bjarne- Super Nova
National Geographic har en blog, som konkluderer, at der er tale om støv. Den er selvfølgelig baseret på den samme artikel, men den glemmer helt fortsættelsen: , and may also be consistent with models invoking variations intrinsic to the stellar photosphere. Notably, our data do not place constraints on the color of the longer-term “secular” dimming, which may be caused by independent processes, or probe different regimes of a single process.
Jeg vil gerne vende tilbage til den mulighed, at F-stjerner kan udvise sådanne kortvarige fald i fotosfæretemperaturen uden at man har opdaget dem. Man kunne opdage sådanne kortvarige temperaturændringer ved at observere defokuserede klare F-stjerner med et farve CCD-kamera. Fordelen er, at man vil eliminere seeingen og reducere scintillationen. Man vil kunne bestemme farvevariationer mere nøjagtigt end ved traditionel fotometri. Scintillationen vil være farveafhængig, men man kan muligvis fjerne en del ved de-korrelering.
Bjarne- Super Nova
Scintillationen er størst i den blå del af spektret, og den kan være lidt forskudt i forhold til den røde del af spektret afhængig af vindretningen. Dette skyldes refraktionens farveafhængighed. Pointen er her defokusering, som tillader meget lange eksponeringer, som vil undertrykke scintillationens størrelse. De relevante dyk i temperaturen er lange i forhold til enhver realistisk eksponeringstid. Jeg er ret sikker på, at den instrumentelle farve bliver bestemt med meget stor nøjagtighed. Det eneste krav er, at systemet er stabilt. Dette kan testes ved observation af stabile stjerner, hvis sådanne findes. Dette er jo et amatørprojekt. Er der virkelig ingen, som har forsøgt det? Man er måske så overbevist om, at normale F-stjerner ikke har sådanne dyk?
Bjarne- Super Nova
Der er muligvis mere offentlig interesse for Mælkevejens “mærkeligste stjerne” KIC 8462852, hvis de gentagne dyk skyldes store objekter, som bevæger sig hen over stjerneskiven, men set fra et videnskabeligt synspunkt er det mindst lige så interessant, hvis dykkene skyldes kortvarige fald i fotosfærens temperatur for F-stjerner. Et sådant fald i temperatur vil ændre stjernens farve på samme måde som fine støvpartikler. Det ville være særdeles interessant at foretage sådanne systematiske farvemålinger for nære og derfor lysstærkere F-stjerner. Sådanne målinger kan udføres fra en satellit uden for jordens atmosfære, men de burde også kunne udføres med et CMOS farvekamera fra jorden, hvis den klare stjerne defokuseres så meget som muligt. Sådanne billeder er ikke smukke, men de vil som kompensation give indsigt i F-stjernernes struktur. Man kan selvfølgelig ikke garantere, at sådanne målinger vil resultere i en videnskabelig opdagelse. Men husk: Mange videnskabelige opdagelser sker ved et tilfælde. Opdagelsen af Tabby’s stjerne er et godt eksempel.
Bjarne- Super Nova
Jeg må her introducere Charles Frabry, som opfandt frabry-linsen, selvom han ikke af nutiden bliver husket for denne opfindelse:
Maurice Paul Auguste Charles Fabry
Fabry havde hørt eller læst om Kapteyns stjernetællinger væk fra mælkevejens plan. Han besluttede sig for at måle lyset fra de uopløste stjerner ved anvendelse af fotografisk fotometri. Fotografisk fotometri er notorisk vanskelig på grund af følsomhedens ulinearitet kombineret med dens afhængighed af eksponeringstidens længde. Han opfandt derfor den omtalte linse, som fokuserer indgangspupillen som en jævn plet på den fotografiske plade. Den eksponerede del af himlen bestemtes af en blænde i brændplanet. Jeg kan desværre ikke finde en reference, men målingerne blev udført omkring 1910. Resultatet var, at det integrede lys ikke faldt nær så hurtigt som stjernetællingerne. Lyset måtte komme fra den øvre atmosfære. Dette førte til opdagelsen af ozonlaget i 1913.
Alle fotoelektriske fotometre baseret på en fotomultiplikator anvender en fabry-linse, da fotokatodens følsomhed er meget ujævn. Nøjagtig fotoelektrisk fotometri ville være helt umulig uden en fabry-linse. Man sender normalt lyset i forskellige spektrale bånd til forskellige fotomultiplikatorer, når man laver simultan fotoelektrisk fotometri med fotomultiplikatorer. Man forlader sig på fotomultiplikatorernes stabilitet.
Jeg forestiller mig, at man i stedet for 3-4 forskellige fotomultiplikatorer anvender en enkelt farve CMOS detektor bag en fabry-linse. Man kan sige, at man spilder mange millioner pixler, men man får til gengæld et meget stabilt farvesystem. Man kan bestemme den instrumentelle farve med en meget høj nøjagtighed, da de mange millioner pixler kan rumme et tilsvarende stort antal detekterede elektroner.
Nu vokser træerne som bekendt ikke ind i himlen. Man skal stadig korrigere for atmosfærens varierende farveekstinktion ved at observere sammenligningsstjerner.
- Emnet 'The First Post-Kepler Brightness Dips of KIC 8462852' er lukket for nye svar.