Hej til alle i Astro-Forum!
Jeg købte for 5-6 år siden et Celestron CGEM 800 EdgeHD-kamera med henblik på at komme i gang med astrofotografering. Jeg endte imidlertid ret hurtigt med at banke hovedet ind i adskillige forhindringer, lige fra korrekt kalibrering af kameraet/brug af GPS-computersystemet til selve fotograferingen – og så hjalp det heller ikke, at jeg brugte det fra en tagterrasse inde i København og i øvrigt blev forælder et års tid efter købet (med dertil hørende afhængighed af nattesøvn …).
Nu har jeg imidlertid fået anbragt bæstet i mit sommerhus i Odsherred, og jeg har et Nikon D850 at fotografere med – og nattesøvn er ikke noget problem. Jeg mangler dog stadig vejledning til at komme ordentligt i gang og ikke mindst en bedre idé om, hvad jeg egentlig kan regne med at fotografere med min stjernekikkert (tanken bag købet var primært galakser, stjernetåger osv.).
Så jeg vil i første omgang høre, om der tilfældigvis er nogen af jer eksperter, der bor i Odsherred-området, og som (mod betaling) tager ud og hjælper newbies med at komme ordentligt i gang – eller om nogen alternativt kan pege mig i retning af guider, vigtige råd og anden værdifuld starthjælp. Alt modtages med kyshånd, for det er jo et lidt for dyrt instrument til, at det bare skal stå og lave ingenting på de flotte nætter. 🙂
På forhånd mange tak for hjælpen.