Taget på mit observatorium blev repareret i dag, så alt er klart til den nye sæson. (Det skulle jo nødig hedde sig, at mit observatorium var faldefærdigt).
Taget er hævet en smule af hensyn til kikkerten og forsynet med nye og bedre hjul, så det nu kører uden problemer.
Det fejrede jeg med første halvårs formentlig sidste observation – der er jo lovet møgvejr resten af ugen.
Månen hang som en nydelig banan i vest, så jeg kiggede lidt på den, selv om det stadig var lyst.
Der var en del lufturo – det nye vejr er på vej ind fra vest – men billedet holdt sig stabilt det meste af tiden.
Der var morgensol over området med Petavius og Langrenus, som var flotte med mange gode detaljer, og helt nede sydpå endte den belyste del i nogle bjergtoppe, som stak op i lyset og dannede en en lille række lyspletter lige udenfor spidsen af måneseglet.
Det nye vejrs fortropper nåede frem og stoppede seancen, og der kommer langsomt flere og flere skyer.Lindhard2017-06-27 23:21:56