› Fora › ASTRO-FORUM › ATM – BYGGEPROJEKTER › Retro DIY stativ eller Merz fortsættelse..
- Dette emne har 3 svar og 3 stemmer, og blev senest opdateret for 12 måneder siden af outlook. This post has been viewed 552 times
-
ForfatterIndlæg
-
10. marts 2023 kl. 20:21 #329379
outlookDeltager- Super Nova
Jeg har savnet en parallaktisk montering og stativ til min Merz. En Alt-Az er ikke ligefrem æstetisk og heller ikke rigtig forbundet med linsekikkerter fra det forrige århundrede. Nu er det jo næsten umuligt at få fat i en antik ækvatorial montering og til rimelige penge, men så slog det mig, at jeg kunne lave et retro stativ som kunne gøre det ud for en gammel montering eller rettere stativ, en art ”steampunk”.
Jeg gik længe og spekulerede over mulighederne og fandt frem til nogle præmisser, det ene var, at der skulle være en sokkel eller en fod som resten af stativet var forankret til. Et andet var, at konstruktionen skulle være stabil og så vibrationer ikke kunne forplante sig til teleskopet. Som udgangspunkt skulle alting være simpelt.
Selve monteringen eller hovedet var i hus, en Skywatcher EQ5 af en lidt ældre slags, en ”vintage” udgave af den kendte montering som i dag er hvid som sne, men som en gang havde et ”hammer lak” udseende. Den ser da lidt antik ud, især med mere messing og er et solidt hoved, der kan bære en 3” f/17 og godt 4 kg tung, men lang linsekikkert af mærket Merz uden at tabe pusten. Og det kan den uden at kny kan jeg fortælle:
Ja, den behøvede næsten ikke en kontravægt på den anden side. Men det skal den naturligvis have på grund af den samlede balance. Man vil ikke have, at noget tipper over i den højde. Egentlig skulle forkromningen vel også af på kontravægt stangen, for det fandtes jo ikke den gang. Men jeg er ikke sikker på at jeg vil bruge dette hoved. Det er bare på her for at fremme helhedsindtrykket.
Jeg tror, at en ældre Skywatcher EQ3-2 vil være tilstrækkelig til de sjældne øjeblikke man faktisk vil bruge teleskopet. Og så er der lige det med den motor som vist på billedet herunder, men ja, den kan fjernes, men det er på den anden side “steampunk” og giver på den anden side monteringen lidt mere substans og noget messing. Mere messing fremmer indtrykket af et antikt udseende og nogle skruer og bolte kan erstattes med messing f. eks. især dem med plastik hoveder. Men det plastik dæksel i hullet til polskopet er træls. Havde hullet været 1”, så kunne det proppes med en messing fitting.
Soklen eller foden som ses på billedet herunder skal jo også se ud som var den fra forrige århundrede eller rettere fra sidste halvdel af 1800 tallet og se lidt victoriansk ud. Jeg fandt den online på et site med have tilbehør. Simpelthen en parasol fod! Den er i såkaldt imiteret bronze som det hedder, eller med en mere moderne term, resin, som er et kunstigt og tungt produkt.
Resin betyder harpiks og er en plastlignende tokomponents-epoxy, som minder om den virkelige vare. Resin og hærder giver en glasklar epoxy, og ved at tilsætte pigment er det kun fantasien, der sætter grænser for farve og udseende. Og som det ses på billederne, ligner det her bronze og det er tungt. Soklen vejer 12 kg og er omtrent 45 x 45 cm. Man kan også få dem runde med antik pynt helt op til 19 kg.
Den danner basis og fundament for mit stativ og er bund solid og ser rigtig antik ud. Og hvor fandt jeg så stativet? Det er faktisk en gammel ombygget stumtjener fra min kælder opbygget som en malet alu rør konstruktion omkring nogle stål ringe som er boltet fast til de fire rør, der til sammen udgør en firkant opbygning. Det giver en robust konstruktion og dimensionen af ringene gør, at et Vixen eller et Skywatcher hoved vil kunne passe ned i den øverste ring og låses fast til denne med beslag, spændeskive og bolt. Og det vil være let at fjerne igen f.eks. under transport.
Jeg fandt, at den bedste metode at forankre stativet til foden var med en gevindstang. Jeg valgte en med diameter M14 og 1 meter lang. Den kunne fæstnes til foden med beslag, skiver og møtrikker. Og stativet kunne så med samme emner låses til foden med gevindstangen som det ses på billederne. På beslagene er anbragt filtpuder, så vibrationer ikke direkte overføres, men dæmpes. På undersiden af det midterste beslag er også anbragt en møtrik, så stativet ikke mases for meget ned på foden.
Jeg kan forsikre, at stativet er stabilt, når blot tingene er i balance. På stativet ses ca. over den midterste ring nogle kroge. På disse kan man f.eks. hægte barduner med bardunstrammere, hvis der kræves ekstra stabilitet. Men det er der faktisk ingen grund til og i øvrigt tror jeg ikke man brugte det princip på de gamle monteringer. Man kan derimod anbringe en plade her med tilbehør som okularer osv. På foden i hjørnerne har jeg boret huller til bolte, så også stativet kan komme til at stå i vater.
Stativet er med monteringen omkring 1meter og 80 cm højt. Det betyder, at man kan stå op og observere med Merz’en, i hvert fald ud over havet eller noget landskab. Teleskopet har jo indbygget en linsegruppe som retvender billedet. Dog kommer man nok ikke uden om en stol, hvis himlen også skal observeres. Den er jo med sine 133 cm en god gammeldaws lang akromat. Man kunne overveje at male dele af stativet i en ”antik” farve og dermed give det lidt ekstra patina.
Hilsen Leif,
“When you look through a good apo, your world suddenly gets very quiet. Your breathing gets deep, and you don’t seem to be in any hurry to do anything else…” Ed TingVedhæftninger:
Du skal være logget ind for at få adgang til vedhæftede filer.
11. marts 2023 kl. 08:21 #329385
clauskafDeltager- Nova
Passende indlæg i dette “retro” forum
11. marts 2023 kl. 12:46 #329386
RudiDeltager- Neutron star
Og tillykke med dagen Leif, kan se ovre på den anden kanal, at du fylder år i dag 😉
/Rudi B. Rasmussen
12. marts 2023 kl. 13:24 #329387
outlookDeltager- Super Nova
Nåh ja, vi er jo nødt til at give dette “retro” forum lidt liv en gang i mellem.
Og tak for opmærksomheden, Rudi. Jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man fejrer fødselsdage. Man er jo et år nærmere en enværelses med låg på. Det er der vel ingen grund til at fejre, eller måske fejrer man dagen, fordi det er lykkedes med at få et år mere..
Hilsen Leif,
“When you look through a good apo, your world suddenly gets very quiet. Your breathing gets deep, and you don’t seem to be in any hurry to do anything else…” Ed Ting -
ForfatterIndlæg
- Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.