Ja, 10×50 er et godt valg til både astronomi og fugle! 7X50 er også godt, og nemmere at holde roligt. Prøv at holde en 7X50 og 10X50 hos din kikkertforhandler. Er man oppe årene, kan man måske klare sig med fx 8X40 eller 7X35, da man ikke længere kan udvide pupillerne så meget, at man får det fulde udbytte af udgangspupillen på den lysstærke 10X50’er.
De mest dedikerede fuglefolk stiller større krav til deres kikkerter end astronomer – de skal gerne kunne se fine detaljer og alle farver i hver en fjer, og betaler gerne for topklasse instrumenter fra fx Zeiss, Leica og Zwarowski. Astronomer kan klare sig med mindre, dog må kikkerten ikke have udtalt farvefejl (kromatisk aberration). Prøv kikkerten ved at kigge på en tagryg eller TV-antenne: er der en gul eller violet kant omkring det du ser, er kikkerten uegnet.
Astronomer behøver heller ikke kikkerter med såkaldte tagprismer, der gør at de to kikkertrør er uden det karakteristiske knæk på midten, som en klassisk kikkert med porroprismer har. Tagprismekikkerter ser smarte ud, men der er faktisk et lille ekstra lystab i dem.
Prismekikkerter er ideelle instrumenter til at lære stjernehimlen nærmere at kende. Du vil blive forbløffet over, hvor meget mere man kan se i forhold til det blotte øje. Man kan ikke se fx Saturns ringe, men man kan ane at den ikke er helt rund. Og man ser med lethed Jupiters fire måner, kernen af Andromeda-galaksen og tågesløret i Orion-tågen, samtidig med at man bevarer et vist overblik, så man let kan sigte efter det man vil se.
Go’ fornøjelse med kikkerten!