Observationer fra en søndag aften

Fora ASTRO-FORUM OBSERVATIONER OG VISUEL ASTRONOMI Observationer fra en søndag aften

  • Dette emne har 2 svar og 3 stemmer, og blev senest opdateret for 12 år, 1 måned siden af outlook. This post has been viewed 54 times
Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #76741

    stubbe
    Deltager
      • Main Sequence

      Selv om jeg bor og observerer fra en af de berygtede hvide zoner med en NZLM på st.kl. 4,4 og alt for mange direkte lyskilder til nogen form for mørketilvænning, så vovede jeg mig i aftes atter ud på min balkon for at jagte deepsky objekter uden andre hjælpemidler end mine øjne og min Vixen GP-150S newton. Himlen var helt uden dis, men seeingen var ret dårlig og der var enkelte drivende skyer.

      Aftenens første mål var Messier 42, den store Oriontåge. Da min balkon uheldigvis vender mod vest-nordvest kan jeg i sagens natur først observere et givent objekt når det står omtrent syd-sydvest. Dette var derfor mit første kig på Oriontågen denne vinter. Før jeg rettede teleskopet mod Orion hev jeg dog min prismekikkert (7×35) frem. Med kikkerten kunne jeg allerede se et diset område omkring de to stjerner theta-1 og theta-2, men ingen yderligere detaljer kunne ses. Gennem teleskopet var det dog en anden historie. Jeg startede med et 32mm plössl okular der gav mig 24 gange forstørrelse. Her var det tydeligt at tågen var koncentreret omkring theta-1, der allerede ved denne forstørrelse var netop opløst i de fire stjerner, der tilsammen udgør Trapezet. Tågen led dog noget under den markante lysforurening, så jeg skiftede okularet til et 6mm Vixen LV (125x) for at dæmpe baggrundslyset og øge kontrasten. Nu fremstod tågen med mere struktur end før og havde et nærmest “knudret” udseende med områder af forskellig lysstyrke. Jeg ved ikke om det var de omkringliggende lyskilder der spillede mig et puds, men jeg syntes at bemærke at tågen havde en svag grønlig tone. Trapezet så også bedre ud ved den højere forstørrelse. Adskillelsen mellem stjernene var langt mere tydelig og jeg anede også svagt den femte E-stjerne, men da seeingen jo var skidt denne aften, var observationen dog ikke definitiv. Jeg prøvede også med højere forstørrelse, men det tillod forholdene ikke.

      Efter observationen af Oriontågen rettede jeg teleskopet mod Orions bælte, hvor jeg uden noget fast mål iagtog dette stjernerige område. Jeg stoppede dog lidt op da jeg tilfældigt stødte på den flerdobbelte stjerne sigma, der selv ved denne forstørrelse kunne opløses i fire komponenter. De fremstod dog bedre ved 50x (15mm plössl) og hvis det ikke var nok med en firedobbelt stjerne, så er der faktisk endnu en dobbeltstjerne i samme felt, nemlig stjernen Struve 761. Flot syn!

      Da himlen havde god transperens denne aften ville jeg også lige prøve et par svagere objekter. Først rettede jeg søgekikkertens trådkors mod stjernen beta Tau, der som de fleste sikkert ved ligger tæt på supernovaresten M1 eller Krabbetågen. Og ganske rigtigt så kunne tågen ses ved 50x, men den viste ikke andre detaljer end sin blotte tilstedeværelse, der oven i købet kun kunne anes med bortvendt syn. Men ikke desto mindre var det første gang jeg (fra byen) var i stand til at se Krabbetågen.

      Efter Krabben var turen kommet til Tåge nummer 78 i gamle Messiers katalog. M78 var besyndeligt nok et objekt jeg ikke havde observeret før. Besynderligt, da jeg ellers har observeret alle de klare messierobjekter, men nummer 78 havde altså forbigået min opmærksomhed indtil i aftes. Efter at have konsulteret mit foretrukne stjernekort, Sky Atlas 2000.0, rettede jeg beslutsomt teleskopet mod den korrekte position og uden tøven satte jeg mit øje til okularet og observerede … noget. Tilsyneladende var der to stjerner hvor tågen skulle have været og de to stjerner havde lidt diffust udseende. Jeg havde ikke på forhånd studeret hverken billeder eller tegninger af M78, så min forventning kunne på ingen måde farve mit indtryk og mit indtryk var altså to lidt diffuse stjerner. Efter at have tjekket billedmateriale på nettet efter observationen kunne jeg bekræfte at jeg rent faktisk havde set M78, som jeg, selv om den ikke fremstod særligt imponerende, nu kan sætte et kryds ved.

      På dette tidspunkt var der nu gået ca. 1 time og de drivende skyer var blevet flere, så jeg besluttede at holde og gå til køjs.

      #76750

      palle.b.
      Deltager
        • Nova

        Dejlig historie fra en god aften.

        #76755

        outlook
        Deltager
          • Super Nova

          Du har hygget dig! Og det er det fede ved at glo på himlen.

          Hilsen Leif,
          “When you look through a good apo, your world suddenly gets very quiet. Your breathing gets deep, and you don’t seem to be in any hurry to do anything else…” Ed Ting

        Viser 3 indlæg - 1 til 3 (af 3 i alt)
        • Emnet 'Observationer fra en søndag aften' er lukket for nye svar.