næsten first light QHY6pro

[jesperu Giant]

Så lykkedes det endelig at få testet mit nye QHY6pro i lørdags. Jeg brugte ret lang tid på afkøling+kolimering+fokusering så selvfølgelig kom skyerne væltende ind med det samme da alt fungerede og det blev kun til 2×200 sec i LUM før alt lukkede til

For at tjekke billedekvaliteten har jeg kikket på spektralindholdet i billedet (det helt rå) og de korteste bølgelængder (over støjgulvet) ligger på ca 4″ hvilket vist er OK for danske forhold men stadigvæk langt fra teleskopets diffraktionsgrænse på ca. 1″ Er der nogen som har idéer til hvordan man kan komme længere ned uden at købe et rumteleskop eller investere i adaptiv optik?

M82 Taget med: QHY6pro, 8″ Meade lx10 SCT, EQ6pro. Guiding: WO 80 mm+ ALCCD 5 + PHD guide. Der er ikke brugt darks, flats, bias, kun lidt level og curves i photoshop.

[jesperu Giant]

Nå ja, jeg brugte også en 0.56xfocal reducer så billedet er samplet ved 1.57″/pix

–Jesper

[Frank LarsenModerator Super Nova]

Hej Jesper U

Der er faktisk meget fine detaljer i “cigaren”

Eneste måde at komme under 1″ i danmark er ved planetoptagelser hvor du
kan tage et stort antal ultrakorte eksponeringer (helst under 20ms) og
efterfølgende sortere de dårlige fra. Hvis forholdene er gode (1-5
nætter – eller rettere aftener eller morgener) vil der være enkelte
øjeblikke hvor atmosfæren forvrænger meget lidt og man kan lave
planetbilleder med detaljer i subarcsecond opløsning.

Metoden kaldes blandt profesionelle også for “Lucky Imaging” – navnet taler for sig selv.

Men ellers handler det om ekstrem omhyggelig kollimering – en god
vibrationsfri montering – ingen vind samt at vejret og atmosfæren
arbejder med og at man er tåplmodig til at vente.

Typisk efter en front har passeret med masser af regn så er der nogle
timer med med opklaring hvor forholdene kan være gode – så kan vi godt
komme ned på 2″ måske 1,5″ – men ikke ved langtidseksponeringer – det
vil være i korte tidsrum ad gangen.

Højtryks situationer med frosttåge er iøvrigt godt planetvejr hvis man ellers kan kigge igennem suppen.

Det kan være en god øvelse at kigge på en video af lysstærk stjerne som
Vega eller sirius ved meget høj opløsning og korte ms eksponeringer
(brug guidekamera og brændvidde på 5-10m eller mere) – så vil man se
stjernen danse rundt med tidskonstant på 1sekund eller hurtigere og man
vil se stjernen blive strukket i alle mulige og umulge former med
tidskonstanter i omegnen af 10-20ms -100ms. Nogle gange vil man dog
kunne skimte difraktionsmønstret fra optikken (airydisk+lyse og mørke
ringe) – for store teleskoper ser man dog typisk bare et speckle
mønster som ræser rundt.

Kun aktiv optik som SBIGs og starlight-Express’s AO enheder kan i
nogengrad tracke stjernernes dansen rundt. De kan dog ikke kompensere
for defomationerne af stjernen – der skal der ægte adaptiv optik med
deformerbare planspejle og wavefront sensorer til.

[Lars MalmgrenDeltager Super Nova]

En alternativ mulighed til rumteleskop og adaptiv optik er at flytte teleskopet til enten La Palma (Kanarisk ø), Namibia, Chile eller Hawaii.
Amatør planetfotografer har fundet ud af at Barbados er fremragende til planetfotos, men den høje fugtighed egner sig ikke til deepsky.

[jesperu Giant]

Ja, det er noget skidt med den atmosfære.

Der er iøvrigt en spændende artikkel om “lucky imaging for deep sky” i marts nummeret af Sky and Telescope. Her prøver to amatørastronomer metoden på tågen omkring Eta Carinae. Ved at bruge selve stjernen (som jo har højt SNR) som indikator på seeing kan de da frasortere de dårlige billeder og kun stacke de gode. Desvære er der ikke nogle som helst tal for den opløsning de derved opnår eller tal for betydningen af deres CCD readout noise. Så det er svært at vurdere om metoden i praksis kan bruges til noget. Jeg vil nok tro at det netop er CCD readout noise som er det egentlige problem for “deepsky lucky imaging”.

Iøvrigt så er det med stjerneflimmerfrekvensen (også kaldet Greenwood frekvensen) ret spændende og det er helt sikkert en god øvelse at tage en film af en klar stjerne. Eller måske endnu bedre af månen hvor man da også kan se den rummelige udstrækning af de luftceller som skaber balladen. Når jeg visuelt har stået og set på planeter eller månen gennem min 8″ synes jeg at der kommer tidsintervaller som kan vare flere sekunder hvor alt står knivskarpt og så mudrer det hele til igen. Så måske er der også andre tidskonstanter i spil end 1/Greenwood frekvensen hvis man bare venter længe nok. Hvis det er tilfældet kunne man jo bruge guide kikkerten til at vurdere sandsynligheden for god seeing over flere sekunder og så have en mekanisk shutter foran ccd’en på hovedteleskopet. Så ville man jo undgå readoutnoise problemet fra lucky imaging – men det er bare en strøtanke………

–Jesper

[Frank LarsenModerator Super Nova]

JesperU wrote:

Så måske er der
også andre tidskonstanter i spil end 1/Greenwood frekvensen
hvis man bare venter længe nok. Hvis det er tilfældet kunne
man jo bruge guide kikkerten til at vurdere sandsynligheden for
god seeing over flere sekunder og så have en mekanisk shutter
foran ccd’en på hovedteleskopet. Så ville man jo undgå readoutnoise
problemet fra lucky imaging – men det er bare en
strøtanke………

Ja – der mange tidskonstanter i spil alt efter hvilke effekter i
atmosfæren der er problemet. Greenwood frekvensen er bare den ene
yderlighed – og ja det er readout noise der er den endelige synder og
også grunden til at Lucky imaging er bedst egnet til de meget lysstærke
objekter og ikke deepsky.

Men det er ikke helt tosset den ide med at “blanke” i perioder med
dårlig seeing. Det kunne klares med en LCD shutter. Men der skal stadig
være ultra nøjagtig guidning for at man får noget ud af det – ellers
vil guidningen bare omgøre det.

Jeg har et par IR styrede LCD shutter glasses liggende til mit 3D
grafikkort – kunne være man skulle lave et forsøg en dag når man får
tid. De bliver rimelig tætte når de er sværtede.

[outlookDeltager Super Nova]

Citat: FrankLarsen
Det kan være en god øvelse at kigge på en video af lysstærk stjerne som Vega eller sirius ved meget høj opløsning og korte ms eksponeringer (brug guidekamera og brændvidde på 5-10m eller mere) – så vil man se stjernen danse rundt med tidskonstant på 1sekund eller hurtigere og man vil se stjernen blive strukket i alle mulige og umulge former med tidskonstanter i omegnen af 10-20ms -100ms. Nogle gange vil man dog kunne skimte difraktionsmønstret fra optikken (airydisk+lyse og mørke ringe) – for store teleskoper ser man dog typisk bare et speckle mønster som ræser rundt.

Jo tak, i mine fortvivlede forsøg på at indfange Sirius komponent B optog jeg nogle video’er af Sirius. En aften havde jeg et forkert filter på, et Schüler UV pass og stjernen kom til at ligne noget kviksølvagtigt der forsøgte at komme ud af sit skind lidt ligesom T-1000 i Terminator 2 i polymorfisk metal der hele tiden sprang ud af form. MAO en elendig seeing.

outlook2009-02-20 17:15:40

---

Hilsen Leif,
“When you look through a good apo, your world suddenly gets very quiet. Your breathing gets deep, and you don’t seem to be in any hurry to do anything else…” Ed Ting

[Forfatter]

Indlæg