Da jeg var ude og kigge med 14″ fredag aften, fortsatte jeg min maratontur med objekter i Cygnus – der er jo nok at tage af.
I ”endnu ikke set”-stakken af kort og notater lå et klip (kopi) fra Sky & Telescope november 2011 med omtale af en lille stjernegruppe i Cygnus kaldet Lassell 1.
Gruppen blev opdaget i 1856 af englænderen William Lassell – ham der også opdagede Neptuns måne Triton, Uranus’ måner Ariel og Umbriel samt saturnmånen Hyperion.
Det er en gruppe på tre dobbeltstjerner, som danner en lille trekant ca. 1.5 bueminutter på hver led.
![](/wp-content/uploads/ppMigration/uploads/37/lasell3.jpg)
I Guide er det ikke nemt at se, at der er noget særligt på stedet, men i kikkerten sprang gruppen i øjnene.
![](/wp-content/uploads/ppMigration/uploads/37/lasell2.jpg)
Den ser ud nøjagtigt som på fotoet i Sky and Telescope (dog uden bogstaverne), men var større end forventet.
Stjernerne er mag. 10.6 – 13.5 og var nemme at se. Afstanden mellem stjernerne i de tre par er henholdsvis 19”, 22” og 12”. Alle par var nemt opløst.
Der skulle være en svag syvende stjerne (stjerne E på fotoet) tæt på en af stjernerne i det klareste par. Den skulle være tydelig i en 10” ved stor forstørrelse, men jeg kunne ikke se den.
Måske skulle man prøve et foto en dag.
Jeg har ikke fundet noget om Lassell 1 andre steder, så jeg ved ikke, hvor officiel gruppen er.
Edit: og så lige positionen: RA 21h 34.8m Dec +32˚05′
Lindhard2016-09-11 22:00:52