Indendørs stjernekigning

[astrojensenDeltager Neutron star]

Dagen i går bød på megen regn, men henimod aften klarede det sporadisk op, blot for igen at blive helt overskyet. Jeg holdt øje med skyerne og eventuelle småhuller, men opgav omkring kl 21, da det igen blev helt tildækket. Det var åbenbart en fejl, for da jeg ville til at gå i seng omkring kl 22.15 var det pludselig helt klart! Hvad nu?

Jeg følte, jeg var for træt til at orke at slæbe for meget grej ud og jeg skulle tidligt op (kl 4) og desuden blæste det en pelikan. Jeg besluttede mig for at blive indendørs, men bruge min Zeiss Telemator og se gennem min glasdør ud til haven. Kan man det, spørger i nu og ja, det kan man godt, sålænge man ikke stiller for store krav til billeddefinitionen. Lystabet er overraskende lille og tåger og galakser går godt igennem.

Nå som sagt så gjort. Telematoren stod allerede klar, da jeg havde brugt den tidligere til nogle målinger på min binoviewer. Jeg monterede min 2″ diagonal og isatte mit 42mm Kellnerokular. Oriontågen stod straks tydeligt i feltet, på trods af manglende mørketilvænning. Efter nogle minutter var det straks bedre. Også M78 var nem nok at se. Den store stjernehob i Orions bælte slangede sig mellem de tre bæltestjerner, et syn, der er forbeholdt prismekikkerter og små teleskoper med stort synsfelt.

Det så jo helt pænt ud, så jeg prøvede med noget lidt sværere, NGC 2022, en planetarisk tåge i nordlige Orion. Med yderste anstrengelse og 84x (10mm GSO Superview), mente jeg at kunne skimte den, men sikker var jeg ikke. Nå, pyt.

Til gengæld var Rosettetågen ret nem, omend meget udefineret, som et stort, blødt lysskær omkring den åbne stjernehob NGC 2244. Et ganske smukt syn. Nogle grader nordpå stødte jeg ind i Juletræshoben. Den havde jeg ikke set i mange år, andet en i flygtige glimt i prismekikkert, så jeg var ganske fornøjet over, hvor fin den var med 20x på den lille 63mm. Den bekendte “Cone Nebula” ligger klods op ad Juletræshoben, men den er notorisk vanskelig at se, så jeg var ikke forbavset over ikke at se det mindste spor af den.

Derimod var Hubbles Variable Tåge ganske nem at se med 84x, når jeg vel og mærke havde hoppet hen til det rigtige sted… Jeg var forbløffet over at se tydelig V-form og endda en stjerne eller stjerneformet objekt i spidsen af V’et. Et meget interessant objekt, som jeg faktisk ikke havde set førend nu, af en eller anden årsag. Helt klart en fejl, for det var et yderst interessant objekt.

Lidt sydøst for Juletræshoben stødte jeg ind i en nydelig lile stjernehob, som jeg ikke kendte. Det var der vel ikke noget mærkeligt i, men jeg kunne heller ikke finde den i Uranometria. Nå, jeg noterede det i Uranometria og fortsatte.

Men stjernehoben har her, dagen efter, modsat sig alle mine bestræbelser på identifikation. Selv SIMBAD måtte give op. Den er ellers tydelig nok i Digitized Sky Survey. Jeg har skrevet et indlæg om den i Cloudy Nights og håber på at få mysteriet løst. Måske er det bare en asterisme, men den er meget tydeligere end mange ægte hobe og asterismer, der har forskellige katalognavne, endda mange NGC-hobe.

Link til CN indlæg:

http://www.cloudynights.com/ubbthreads/showflat.php/Cat/0/Number/5604086/Main/5604086#Post5604086

Efter Monoceros bevægede jeg mig over i Cancer og ned til M67. Med kun 20x forstørrelse var hoben ret godt koncentreret og stod flot i feltet. 42x med et 20mm GSO Superview gjorde himmelbaggrunden mørkere og tillod de svagere stjerner i hoben at komme frem.

M44, i hjertet af Cancer, var virkelig ganske smuk med 20x forstørrelse. Den svage forstørrelse tillod hoben at komme til sin ret som netop det den er, en stjernehob. Større teleskoper med højere forstørrelse kan ikke rumme den store hob i feltet og “hob-effekten” forsvinder.

Sydøst for M67 ligger NGC 2775, en ret klar galakse, som jeg hoppede frem til fra Hydras hovede. Den var ikke umiddelbar synlig med 20x, men med 84x sås den ret nemt. 56x, med 15mm GSO Superview var lidt bedre. Jeg prøvede også 42x, med 20mm GSO, men det var ikke helt så godt.

Jeg opdagede pludselig, at klokken allerede var blevet 23.30! Desuden var Månen kravlet op over horisonten, hvilket kunne ses på den lyse himmel i østlig retning. Det var blevet sengetid, men oh, hvilken herlig time, jeg havde tilbragt, sammen med stjernerne, selvom der var et par ekstra stykker glas imellem, i forhold til hvad der plejer at være.

Og så havde jeg slet ikke frosset! Det føltes (næsten) som at snyde!

Thomas, Bornholm

[niveDeltager Super Nova]

God beretning Thomas , jeg får helt lyst til det visuelle
nive2013-01-04 11:46:16

[Lars MalmgrenDeltager Super Nova]

Haha Thomas, skøn beretning.
Man skal næsten sidde med et stjernekort, når man læser dit indlæg, så man kan følge dine stjernehop rundt på himlen

Det var også klart på Sjælland i går, men desværre bukkede min forårskåde hest mig af i går.
Og for første gang i 28 år gik jeg hen og slog mig godt og grundigt.

Så jeg måtte sluge en pille og ligge ned, da jeg var kommet hjem.
Det blæste nu også en pelikan eller to, men lidt Jupiter kunne det jo godt have blevet til.
Den står perfekt for mig pt.

[palle.b.Deltager Nova]

Såden Thomas

God beretning.

Men gennem et vindue ? er dine vinduer fra Ziess ell. 😉

Skønt med en fortælling direkte fra okularet.

[astrojensenDeltager Neutron star]

Tak, folkens.

Nej, vinduerne er ikke fra Zeiss, men moderne termoruder er åbenbart ikke så tossede. Det værste er dobbeltbillederne fra de to lag glas. Separationen afhænger af observationsvinkelen i forhold til ruden, samt afstanden fra rammen. Nær rammen er billedkvaliteten bedst, modsat, hvad man måske ville forvente.

Jeg har observeret gennem glasdøren en hel del gange gennem årene, især hvis det pludselig klarede op tæt på sengetid og/eller er meget koldt udenfor. Det er ret forbløffende, hvor meget man stadig kan se. Selv Månen har jeg observeret gennem glasset! Er vinklen rigtig kan man godt bruge op i mod 50x forstørrelse, men 20x – 25x er mere almindeligt. Det værste er begrænsningen i deklination. Længere op end cirka 60° kommer man kun med besvær. Begrænsningen i azimut er mindre generende. Der er i reglen tonsvis med objekter indenfor de cirka tre-fire timers rektanscension jeg har til rådighed. Begrænsningen kan endda være en fordel, idet man tvinges til at udforske området, i stedet for bare at gå videre til et gammelt, velkendt paradeobjekt, som er nemt at finde og som man har set tusind gange.

Nu jeg sidder og tænker over det, så har jeg faktisk aldrig brugt min WO 72mm f/6 ED til denne form for vindueskigning. Det ville ellers være oplagt, da den jo er meget kortere end min Telemator og derfor kan komme meget nærmere ruden, hvilket øger det til rådighed stående himmeludsnit enormt. Hmmmm. Det må prøves ved lejlighed. Jeg har faktisk engang brugt min lange 80/1200mm akromat på denne måde, til at observere galakser i Løven. Jeg så faktisk rigtig mange galakser, men fik aldrig skrevet om observationerne. Det ligger nogle år tilbage nu, så jeg husker ikke alle detaljer mere, bortset fra, at der var rigtig megen sne udenfor og det var bidende koldt. Jeg husker, jeg observerede i flere timer og bl.a. så “Frosty Leo”, en protoplanetarisk tåge, gennem glasdøren. Løven og Jomfruen har en perfekt deklination til “vindueskigning”.

Thomas, Bornholm

[norupDeltager Super Giant]

Siden de fandt ud af at lave vinduer med float-glass teknikken, kan man komme ud for nogle virkelig fine eksemplarer. På et tidspunkt skulle jeg bruge en ca 25cm diameter glasplade der skulle transmittere en diffraktionskerne med en ca 40mm apertur placeret et vilkårligt sted på pladen. Første gæt var at det ville blive dyrt at få lavet, men den klarede glarmesteren let.

[Forfatter]

Indlæg