Hjælp søges: Hvorfor astronomi?

[jeppeDeltager Super Giant]

Kære alle,

Jeg håber så mange som muligt vil svare og give deres mening til kende i denne tråd. For jo flere, der svarer, jo tættere kan vi komme på et generelt svar, der dækker så mange som muligt.

Spørgsmålet lyder i al sin simpelhed dette:

Hvad var det lige præcis, der startede din interesse i astronomi?

Baggrundshistorien er, at jeg i dag har holdt et møde med en marketing analytiker om, hvad det er, der får folk til at købe noget, der er hobbybaseret, som f.eks. en stjernekikkert. Kort fortalt sagde han, at en beslutning om køb af en stjernekikkert i selve købsøjeblikket selvfølgelig var en afvejning af pris, kvalitet, forhandler osv. Men at skulle vi hos Lyra bruge det svar til noget som helst fornuftigt i en sammenhæng med marketing og salg, skulle vi finde ud af, hvad det egentlig var, der overhovedet ansporede folk til i første omgang at blive interesserede i astronomi. Var det en bestemt hændelse? Og hvilken hændelse var det i så fald?

Og så gik jeg i stå. For det kunne jeg ikke svare på. Jeg har resten af dagen gået og tænkt over, hvad det præcis var, der startede min egen interesse, og jeg kan ikke huske det. Jeg kan huske, at jeg som dreng læste en masse science fiction, at jeg som spejder har ligget på en mark og kigget fascineret op på stjernevrimmelen, og jeg kan huske første gang jeg fandt ud af, at man med en lille fuglekikkert kunne se kratere på Månen. Men præcis hvad det var, der startede hele interessen i astronomi, det kan jeg ikke huske.

Næste møde med marketing analytikeren er om en uge, så jeg håber, at I vil hjælpe med at komme med en masse gode svar, jeg kan tage med til mødet

[palle.b.Deltager Nova]

jeg startede i sin tid med at likke på en grasplæne i hillerød lidt væg fra gade lyset (fodboldsbane) sent på natten og kikke op på den smukke himmel…. det var helt sikkert ingen tvivel da en lokal optikker havde et billigt teleskop med 60mm åbning, om at det måtte jeg eje… det var tæt på ubrugligt. Men jeg så jupiters maner, saturns ringe osv..

det var et sys. kammerater og forældre var overbærendne og tænkte vel nok gå deg hjem i varmen og se tv ell. men nu mange (25) år efter er mine børn ved at være voksne, og jeg er på stjerne kikkert nr. 4… denne gang med GoTo og den slags bekvemligheder.. Hvorfor tage til syden for at se midel havet, når man kan finde billeder på netet eller i bøger?? Det er nu noget andet at se det selv – selv om der ikke er helt så flotte faver som på postkortet……. det er også noget andet at selv (næsten) finde M82 , M42 osv. og så nyde dem i sort / hvid bag eget teleskop 🙂

[mikkellund Giant]

Det var helt sikkert min far som hev mig ud under himlen. Han viste mig planeterne og kometer når der var nogen. Ikke noget med kikkerter eller software. Helt konkret var det nok hale-bopp og så genrelt oplevelsen af mælkvejen under en mørk himmel. Det hjælper nok også at have været spejder og kunne lidt naturen.

Mikkel

[gertDeltager Giant]

I femte klasse i geografi fortalte vores lærer noget om rummet. Samme aften tog jeg vores 7 x50 kikkert og forsøgte at finde rundt på himlen og sådan gik det aften efter aften. Jeg fattede ikke, at ingen af mine kammerater kunne se det fantastiske i, at man kunne stå og kigge langt ud i verdensrummet og undre. Mine øjne var blevet åbnet for noget, jeg både følte var vigtigt og ikke mindst stort. Og naturligvis både smukt og uforståeligt. Jeg har stadig den samme forbløffelse i behold, men nu om stunder handler det også om udstyr, og hvad der kan lade sig gøre. Altså den første interesse blandet godt op med en eller anden form for tekniktilfredsstillelse…..mvh. gert

[bjoern.andersen Main Sequence]

Da Astronauterne landede på månen – dengang – jeg tror det var i 1969, sejlede jeg som helt ung maskinmester på en Mærsk tanker, som da landingen skete, lå langt ude i Stillehavet på vej mod Japan.

Derude er himmelen bare SORT, og ude på “palmedækket” – helt bag ude i skibet var alt lys slukket. Vi sad der og hørte reportagen på dansk kortbølge radio, og kiggede på den meget skarpe halvfulde måne, og kunne ikke finde ud af hvor de faktisk landede.

Vi havde lånt alt hvad de havde af håndkikkerter på broen. Det var alle 8 x 50 kikkerter, på nær en enkelt 10 x 60 som normalt stod på stativ på broen. Den var næsten umulig at holde i hænderne på grund af skibets svage rulning.

Siden den gang har jeg altid kigget derop, uanset hvor i verden jeg har været (og jeg har været de fleste steder )

Anledningen til at komme bedre igang kom først da jeg fandt ud af at der faktisk eksisterede foreninger hvor interessen var astronomi, og hvor man kunne finde andre som havde samme interesse.

[jensDeltager Giant]

Hej Jeppe.

Jeg lagde et indlæg på Astro’s forum for et par år siden netop om hvorledes jeg blev ansporet til denne hobby.

Her følger min historie – af rent dovenskab så sakset fra denne tråd:

“Selv husker jeg tilbage til min barndom på sydlolland, et par kilometer fra Errindlev, hvor jeg havde en helt eventyrlig mørk himmel. Dengang forstod jeg ikke at sætte pris på dette, det var jo en naturlig del af de omgivelser jeg til daglig bevægede mig rundt i, så at forholdene kun kunne blive dårligere hvorend jeg tog hen havde jeg slet ikke forståelsen af.
Jeg voksede op på et husmandssted langt fra byers lys og havde samtlige 360 grader til rådighed helt til horisonten. At se lidt af Columba klart i syd ved vintertide var dengang helt naturligt for mig.

Her stod jeg som 12årig med en elendig 60mm Helios 910 med 3 Huygens okularer, hvoraf mit 12,5mm var revnet i glasset.
Den var købt brugt og jeg fik den i julegave af mine forældre i 1975. Den var gemt i klædeskabet og det første jeg gjorde efter en veloverstået dansen rundt om juletræet var, at flå al tøj til side og få den kikkert ud. Jeg var helt besat!
Mine forældre havde ikke så mange penge, så det var hvad der kunne blive råd til, men jeg var pavestolt og kunne nu kaste mig over “Atlas over verdensrummet”, et værk i stor dimension af Patrick Moore og udgivet af Lademann.

Dengang var oplysningerne slet ikke til rådighed i det omfang vi kender det idag. Jeg fik få gange tilsendt efemerider over kometer fra Astronomisk Selskab, men kometerne lå oftest på mellem mag. 10 – 13, og dem kunne mit teleskop ikke klare, så jeg kiggede oftest på månen og planeterne – og et par enkelte Messierobjekter blev det også til. Et mål for mig dengang var M1 i tyren, men den fik jeg aldrig i kikkerten. De få gange jeg forsøgte, kunne den ikke ses. Om jeg ledte et forkert sted, eller mit teleskop var så elendigt er jeg tvivl om, men den første gang blev for mig år 2003.

Hvordan startede alt dette?
Jo, – en sensommeraften i 1973 cyklede jeg rundt i lokalområdet med en legekammerat. Det brugte vi tit dengang, – at cykle aftenture i den dejlige sensommer.
Vi nåede over til Errindlevvej fra Assenbølle og stoppede op ved broen over jernbanen, der går fra Rødbyhavn til København. Broen liggen mellem Torslunde og Errindlev og vi så, at lamperne langs banelegemet blinkede grønt, så et tog var på vej til København. Som nogle unge knægte vi nu var, så stod vi af cyklerne og satte dem op ad hegnet, stillede os på vestsiden af broen og spejdede efter det tog der nu var på vej. Klokken var, så langt jeg nu husker tilbage, lidt over ni, og solen var gået ned. Tusmørket var begyndt at falde på og duggen kunne mærkes på cykelsadlerne. En fantastisk augustaften med klar dybblå himmel og en lun brise der kølede vores tynde drengekroppe.
Som Palle og jeg stod der og havde rettet vores opmærksomhed mod vest efter toget, blev hele landskabet omkring os med ét, fuldstændig oplyst!
Det meget kraftige lys kom bagfra og rent spontant vender vi os begge om og ser nu en kæmpe lyskegle bevæge sig op over Errindlev by og fortsætte i en bue over himlen for herefter at forsvinde ned bag Torslunde by, tæt ved kirken.
Hel seancen tog ganske få sekunder og jeg var fuldstændig målløs!
Objektet var kolossalt stort på himlen og stod med en ildhale efter sig. Det bevægede sig temmelig hurtigt over himlen og forsvandt i horisonten.
Det skabte grobund for min nysgerrighed og jeg brugte megen tid på at undersøge hvad jeg havde set i diverse bøger. Det lykkedes mig to år senere at finde en bog der beskrev kometen Kohoutek som netop havde været på himlen i 1972. Jeg var overbevist om at det måtte være den jeg havde set, men idag ved jeg at det ikke er tilfældet. Både årstallet og objektet peger imod dette.
Herfra begyndte min nysgerrighed, og sommeraften efter sommeraften, samt i efteråret, stod jeg med min fars prismekikkert og spejdede op på himlen. Nogle aftener sammen med nogle legekammerater hvor vi lå ude på vejen (det var langt ude på landet, så biler var der ikke mange af dengang) til klokken elleve om aftenen og stirrede op på den mørke himmel og så på alle stjernerne.

Således startede det for mit vedkommende.
Den dag i dag, tænker jeg stadig over hvad jeg så den sensommeraften i 1973. Det sidder brændt fast i min underbevidsthed og jeg er klar over, at jeg har været vidne til et himmelfænomen nok de færreste når at opleve.
Min til dato eneste plausible forklaring er, at det har været et kæmpemeteor der har passeret gennem atmosfæren. At se det bevæge sig på himlen og forsvinde ned bag horisonten var helt ubeskriveligt. Størrelsesmæssigt husker jeg det til vistnok at være som en tommelfinger i udstrakt arm, ihvertfald ikke mindre. Jeg husker at jeg var helt lamslået af dette kæmpemæssige objekt og dets hurtige bevægelse på himlen.
Således startede min succesfulde færd gennem amatørastronomiens vidunderlige verden.”

[mstauningDeltager Black Hole]

Aften gåture da jeg var lille, omkring 7. Så mit første stjerneskud, og har siden gået med nakken opad om aften 🙂 Så for mit vedkommende er det en oplevelse.

[lehmann Super Giant]

Jeg har vel været omkring 10 år gammel da en af mine fars venner som var en garvet amatørastronom viste mig stjernehimlen. Det var til min fars fødselsdag den 10. august. Vi lå på hver sin drømmeseng ude i haven og kiggede stjerner (jeg tror han trængte til frisk luft .)

Vi har sikkert set en masse stjerneskud, måske også et par sattelitter selvom der nok ikke var så mange dengang. Jeg husker tydeligt at han lærte mig om jordens undvigelseshastighed på 11 km/s. Jeg forstod ikke begrebet km/s men 11 var jo ikke noget højt tal så jeg mente nok at jeg kunne kaste en sten ud i rummet, så det gik resten af aftenen med.

Siden den gang har jeg været helt tosset med astronomi. Jeg fik en masse fine bøger af min fars ven og jeg lånte også en stor refraktor af ham engang. Da jeg blev lidt ældre aftalte vi at jeg skulle være med til at fotografere Nordamerikatågen fra hans observatorium men desværre blev han syg og døde kort efter. (jeg aner ikke hvilket udstyr han havde men han var særdeles velhavende så det har nok ikke været småting)

Nu er mine egne børn ved at være i samme alder så jeg vil prøve at se om jeg kan videreføre hobbyen til næste generation på samme måde.

For mig var og er astronomi noget magisk, jeg elsker at lægge nakken tilbage og bare kigge ud i rummet.

Så ja det var en helt speciel begivenhed der fik mig til at kigge stjerner. Det var helt sikkert en magisk aften dengang i 1977 eller der omkring..

[rigoDeltager Super Nova]

Jeg har altid intr. mig for natur og teknik, og her syndes jeg astro også komme ind under. Det der så startede det for 1½år siden ca, var gratis programmet Stellarium, og nysgerrige til teknikken, og nysgerrige til hvad man selv kan se/tag fotos af. Er sådan lidt udstyr/værktøj/maskine/biler/motor/bygge anlæg/design//computer/guns/nye ting osv. intr. alt skal “prøves” 🙂 Nok mest en “mande/dregne” ting. Ser også altid den slags programer i TV, fra jeg var helt lille… http://www.rigorigo.dk2008-11-28 09:47:05

[c.gertz.bech Asteroid]

Den her tråd må vist være et passende sted lige at sige dav her på forummet …

Som barn var jeg i almindelighed interesseret i alt det der, man kalder naturen. Det begyndte med, at jeg fandt et billede af en vandrefalk i en bog og syntes, at den var dybt fascinerende. Det gjaldt også ret meget andet på den her planet, fandt jeg hurtigt ud af.

Et år fik jeg så en udgave af Naturlommekalenderen i julegave. Ud over diverse artikler om den danske natur og årets gang i den, var der også én om et fænomen, jeg ikke havde hørt om: Kometer. Smukt illustreret. Der var dømt omgående wow-effekt – de var godt nok flotte, sådan nogle størrelser. Dermed opdagede jeg, at der var en verden uden for planeten Jorden, og at den var fuldt ud så fascinerende. Der er mangt og meget, der fascinerer mig derude, og det kunne jeg skrive side op og side ned om, men nu var spørgsmålet, hvad der var starten, og her kan jeg helt klart sige: Det var kometerne, der gjorde det.

Temmelig frustrerende, i øvrigt, for jeg tilbragte det meste af min barndom med at vente på, at det blev 1986, så jeg endelig kunne få en stor, flot komet at se, og den viste sig unægtelig at være noget skuffende. Det var virkelig en barndomsdrøm, der blev opfyldt i halvfemserne, da der pludselig var dobbelt op med både Hyakutake og Hale-Bopp!

Skal jeg fremhæve én anden ting, der virkelig har næret min fascination, er det nok tanken om afstandene: At vide, at Betelgeuse muligvis ikke eksisterer længere, fordi den måske er røget i luften som en supernova, men at der kan gå flere hundrede år, før vi finder ud af det, fordi lyset tager så lang tid om at nå herned til os.

[mhansenDeltager Nova]

Hvordan min interesse startede..

Tjoo, det gjorde den vel i bund og grund da jeg fik lov til at “stjæle” min fars gamle Atlas over verdensrummet af Arthur P. Moore.

En gammel sag helt tilbage fra 80’erne, men den var dog alligevel i så god stand at den kunne benyttes og jeg har den stadig den dag i dag, den stående på min boghylde.

Ligeledes gik jeg meget op i at aftegne stjernetegnene, som jeg på dette tidspunkt ikke kendte navnene på. Deraf kom Orion til at hedde Timeglas tegnet.

I en årrække igennem folkeskolen blev der så mange andre interesser, blandt andet piger, computere og spil, men så senere i forbindelse med Astronomi i Gymnasiet blev interessen vakt igen, da jeg fik Jupiter, Saturn og Venus at se igennem Gymnasiets teleskop. Det var en meget fascinerende oplevelse. Og så her for et par år siden da jeg følte at jeg havde økonomisk overskud til at investere i et teleskop, ja så blev det.

Min interesse for astronomi har egentlig altid været koblet på min store interesse for naturvidenskaben. Da jeg var lille fangede jeg mange forskellige insekter og læste indtil flere gange i min fars illustrerede leksikon og alt muligt forskelligt.

Senere gik min interesse så over at handle mere om fysik, kemi, astronomi og human biologi (medicin o.l.), som jeg ivrigt studerer mange tykke og vældigt interessante bøger omkring.

Og nu er jeg så ved at skabe mig en “karriere” som amatør astrofotograf, som så mange andre herinde. Jeg vil dog forsøge at gøre mine optagelser så videnskabeligt præget som muligt (simpel grundstofbestemmelse, gravitationslinser etc.)

Sådan at det ikke kun kommer til at blive såkaldte “pretty pictures” der kommer ud af systemet. Dog er disse jo en glimrende måde at få erfaringer med.

Det er vel sådan set det.

MHansen2008-11-28 13:08:34

[henrikDeltager Nova]

For mig var det nok Månen der trickede mig mest.

Jeg fik briller ret sent og havde en helt vild “AHA” oplevelse da jeg opdagede at månen ikke bare var en gadelygte.

Derudover ønskede jeg mig også langt væk når jeg var blivet drillet med et eller andet i skolen. Rigtigt langt væk. Derop :O)

Og så tror jeg også at månelandingerne og begejstringen for dem tændte noget i mig. Jeg var ret lille (4-5år), men husker stadig stemningen omkring det, selvom billederne var forsvundet fra min nethinde.

Og så naturligvis min fars historier om dengang han var med til at bygge Stonehenge…

Jeg studerede fysik fordi jeg syntes den matematiske verden ligesom himlen var så smuk og ren på hver sin egen måde: Matematikkens rene logik og himlens æstetik.

[andreas.vDeltager Main Sequence]

Spændende berretninger!!

Nu har jeg altid været et nysgerrig dreng, der har været inresseret i alt mellem himmel og jord gennem tiden. Men det har kun været igennem en kort periode også er det “forsvundet” lidt igen.

Stjernehimmelen har aldrig intresseret mig, men da jeg en mørk febuar dag 2008 skulle op og fodre hestene, faldt mine øjne pludselig over er old gammelt teleskop, der lå begravet i 2 cm støv. Straks blev jeg meget nysgerrig og fik lov til at låne det med hjem. Jeg vidste absolut ingenting om stjerne himmelen. Det blev der hurtigt lavet om på. Hele biboletekets bøger om Astronomi blev låndt med hjem og undersøgt til midste detaljer. Sjovt i at i nævner Atlas Over Verdensrummet! Det var sjovt nok den første bog jeg fik finger i Jeg fik ikke set særlig meget med teleskopet. Faktis kun Saturn og M-42. Jeg nød bare synet af de tusindvis af stjerne istedet for!

Senere, da jeg var blevet konfirmeret, havde jeg pludselig råd til teleskoper som jeg aldrig trude drømme om. Pengende blev fluks invisteret i en 10″ lightbridge… Som jeg aldrig har fortrudt..

Spændende at læse jeres sammen beretninger!

Mvh Andreas

[Forfatter]

Indlæg