Jeg har også gode erfaringer med at observere sent om eftermiddagen om sommeren, ja helt hen på aftenen, med solen kun femten-tyve grader over horisonten. Det går bedst, hvis det er vindstille. En sådan eftermiddag, hvor ind- og udstrålingen er i balance og luften står stille, så kan seeingen være helt forrygende her. Tidlig morgen kan også være fremragende, men så snart vinden begynder at røre på sig, så bliver seeingen markant dårligere.
Faktisk kan det ofte være ret svært at forudse, hvordan seeingen vil udvikle sig i løbet af dagen. Dage man synes ligner hinanden kan have meget forskellig seeing. Generelt plejer jeg bare at tjekke forholdende med et mindre teleskop og så eventuelt slæbe noget kraftigere grej ud, hvis forholdende er til det.
Thomas, Bornholm