Første næsten mørke nat i sæsonen!

Fora ASTRO-FORUM OBSERVATIONER OG VISUEL ASTRONOMI Første næsten mørke nat i sæsonen!

  • Dette emne har 13 svar og 5 stemmer, og blev senest opdateret for 7 år, 7 måneder siden af Anonym. This post has been viewed 722 times
Viser 14 indlæg - 1 til 14 (af 14 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #149199

    astrojensen
    Deltager
      • Neutron star

      Hej folkens!

      Bygevejr i går, men det klarede flot op hen på aftenen. Og der var lovet nordlys! Og eftersom man går arbejdsløs, så er det bare med at komme ud og nyde stjernerne.

      Jeg var ude præcis kl 23.15, for idet jeg gik ud og kiggede op, kom ISS tilsyne i syd. Endnu var det ret lyst, men mælkevejen kunne let ses. Det så lovende ud!

      Jeg startede med at eksperimentere med nogle gamle fotolinser og mine ES82 og ES100 okularer. Interessante resultater. Der skal eksperimenteres mere.

      Snart var det ganske mørkt og selvom der drev en lille sky forbi hist og her, så forsvandt de hurtigt. Det var en lille smule køligt, men helt stille og behageligt. Nu glødede mælkevejen løs hen over himlen, der var oversået med stjerner. Jeg kunne netop skimte M13 med det blotte øje, som en lille, rund tågeklat, temmelig svær at se. Det var stadig lidt lyst i nord. Nordlys så jeg intet af. Måske var nordhorisonten en anelse grønlig, men det var svært at sige.

      Jeg tog min 12″ dobson ud. Jeg fik set en mængde objekter i løbet af aftenen, mest “sæsonens bedste”, men også enkelte eksotiske.

      Startede med M57, mest for at kalibrere søgeren på et kendt objekt. Brugte ikke meget tid på den, men noterede mig, at stjerner omkring mag 14 var lette at se.

      M56 brugte jeg til gengæld en del tid på. Den er et af mine favoritobjekter og natten var mørk og seeingen god, så der var tydeligt opløsning med 9mm ES100 ved 170x, i et væld af svage stjerner. Feltet og hoben er så smukt i 12-tommeren, at jeg næsten kan få tårer i øjnene, når jeg ser den første gang efter sommerens ufrivillige deep-sky pause. Lykkefølelsen er intens.

      Minkowski 1-92 nær Albireo er en gammel kending for mig. Det er en lille, kompakt og temmelig klar protoplanetarisk tåge. Den er meget tydelig i 12″‘eren, men er meget lille og den dårlige optik i teleskopet tillader ikke, at jeg bruger den forstørrelse, der egentlig er nødvendig.

      NGC 6934 er en lille kuglehob i Delphinus. Ved 170x kunne jeg svagt se en mængde stjerner i dens halo. Mere intens lykkefølelse ved det usædvanlig smukke syn.

      I kontrast er M13 nærmest prangende og anmassende i 12-tommeren, men dog selvfølgelig alligevel et usædvanlig smukt syn. Med 170x ses en utrolig mængde enkeltstjerner. De klareste, der er let blåhvide, danner lange kæder, der strækker sig ud fra centrum i elengante kurver. De svage danner et rundt baggrundstæppe, der næsten glider sammen til en tåge. Nær M13 ligger NGC 6207, en lille spiralgalakse, der ses lidt ind fra siden. I 12″eren ligner den M31, set med det blotte øje.

      Nær Delta Cygni ligger den åbne hob NGC 6811, der kan ses allerede i 8×50 søgeren, som en rig åben hob af svage stjerner. I 12″ ved 85x fylder den næsten hele feltet. Men nær den ligger en lille galakse, UGC 11466, kendt som “Arrowhead galaxy”, pga sin særprægede form. Jeg kunne med det samme se den med 85x (18mm ES82). Den var bedst med 139x (11mm ES82), men pilformen var ikke særlig tydelig.

      Efter lidt bøvl med kortene og stjernehoppet (jeg skyder skylden på sommerens ufrivillige pause…) kom jeg frem til NGC 6826, den Blinkende Planetariske Tåge. I 12″eren blinker den dog ikke, det fænomen er forbeholdt mindre teleskoper. Den hvidgrå skive og centralstjernen kan let ses med 170x. For nogle år siden, på en virkelig god nat, så jeg skiven som azurblå, med en klart hvid centralstjerne, på en fuldstændig sort himmelbaggrund, oversået med talløse svage stjerner. Det er noget af det smukkeste, jeg har set visuelt.

      Nær NGC 6826 ligger nogle svage galakser, den klareste er UGC 11465. De ligger tæt på 16 Cygni, så man skal helst bruge noget forstørrelse, for at få dem lidt på afstand af stjernen. Med 170x kunne jeg let se UGC 11465 og den næstklareste galakse var også synlig, men jeg kan ikke lige huske, hvad den hedder. Der ligger også en lille galakse ind imellem dem, som jeg vistnok også har set tidligere, men i nat var den ikke synlig.

      Slørtågen er jo super let at finde og et must see på denne årstid. Med 85x sås let den tynde, rørformede del af NGC 6960, der strækker sig nordpå. Den anden halvdel var langt svagere og mere diffus. NGC 6992-5 var tydeligere, men stadig noget diffus. 139x viste lidt flere detaljer, men ikke voldsomt. På med O-III filteret! Nu kunne man straks se flere detaljer, men det hele var stadig noget svagt i det. Jeg skiftede derfor til et 25mm Zeiss OPMI okular og satte O-III filteret over på det. WOW! Nu kunne man pludselig se NGC 6960 ABSURD tydeligt! Den tynde, rørformede del stod som skåret ud i gråt, selvlysende pap på en fuldstændig fløjlssort himmelbaggrund. Den østlige halvdel, NGC 6992-5 viste tydelige filamenter og mange forgreninger. Pickering’s Triangular Wisp og NGC 6974-9 kom også pludselig frem, omend de stadig var svage.

      Når jeg nu alligevel havde O-III filteret fremme, så skulle jeg naturligvis lige se på Nordamerikatågen. Den var meget tydelig, men svær at overskue og få et samlet begreb om detaljerne, fordi den er så stor. Pelikantågen kom også svagt frem.

      Hoppede ned til M15, der stod fint placeret i sydøst og fint opløstes i mange stjerner med 170x.

      Nu havde Andromedagalaksen hævet sig over landskabet og svævede mellem stjernerne, tydeligt synlig for det blotte øje, som en lille aflang sky, med en klar kerne. I 12″eren med 85x kunne jeg skimte et støvbånd og stjerneskyen NGC 206, men ikke voldsomt imponerende. Den skal have endnu mørkere himmel, for rigtig at komme frem. Ledsagegalakserne var selvsagt tydelige.

      NGC 404 nær Beta Andromedae var til gengæld tydelig med 85x. Jeg kunne dog se, at okularet var begyndt at dugge svagt, så det var på tide at tænke på at pakke sammen.

      Jeg sluttede aftenen med NGC 891, en anden gammel favorit. Den var lidt bleg i det, da klokken nu nærmede sig 2 og himlen var lysere, men støvbåndet kunne da ses med 85x og 139x.

      Efter NGC 891 pakkede jeg sammen. Jeg kunne godt have fortsat en tid endnu med de klare objekter, for mælkevejen var stadig tydeligt synlig, men man skal jo kunne fungere dagen efter…

      Selvom de lyse nætter teknisk set ikke er helt slut, så regner jeg det alligevel som den første rigtig gode nat i den nye sæson. Jeg havde dog været ude en gang tidligere, men da var det slet ikke nær så mørkt. Mælkevejen var meget klar og viste mange detaljer med det blotte øje og jeg brugte megen tid mellem observationerne til bare at stå og kigge op. Det var en usædvanlig dejlig nat.

      Thomas, Bornholm

      #149202

      morten
      Deltager
        • Super Nova

        tak for fin beskrivelse thomas.

        Jeg var ude og teste mit nye Orion spejl. Det ser ud til at være rimeligt, i hvert fald bedre end det gamle.

        M

        #149204

        astrojensen
        Deltager
          • Neutron star

          Så du noget spændende?

          Thomas, Bornholm

          #149206

          morten
          Deltager
            • Super Nova

            se post,ren teknik

            #149209

            allan_dystrup
            Deltager
              • Nova

              Man kan opleve meget af universet, selv med et lille teleskop i sommermånedernes nautiske tusmørke.

              Her en observation fra i mandags, tidlig morgen, med min 3-tommer Vixen refraktor : Svane-tågen (M17)

              Flere nylige real-time sommerobservationer ->Her<-

              “Keep an open mind…”

              AllanAllan_Dystrup2016-08-04 08:49:14

              #149210

              astrojensen
              Deltager
                • Neutron star

                Ja, jeg skulle have set efter nogle af de sydlige objekter, men der er en del træer i den retning, så jeg skulle have flyttet teleskopet et godt stykke. Det må blive næste gang.

                Thomas, Bornholm

                #149213

                lindhard
                Deltager
                  • Super Nova

                  Fin obervationsrappprt.

                  Det lyder som en god aften.


                  mvh
                  Lars

                  #149216

                  allan_dystrup
                  Deltager
                    • Nova

                    Der var både svane og vilde ænder at observere den morgen :

                    Desværre gled Sagittarius-armen af Mæklevejen om bag vores vandgran, før jeg nåede at fange Ørne-tågen… Det må blive næste gang.

                    Allan

                    #149237

                    Anonym
                      • Super Nova

                      Tak for den fine beskrivelse.

                      Jeg må se at bruge noget mere tid på Lyren, da der tilsyneladende en del gode sager der.

                      Mvh

                      Anders

                      #149241

                      astrojensen
                      Deltager
                        • Neutron star

                        Lyren har ret få “paradeobjekter”, M56 og M57, men til gengæld en hel del svagere objekter, som næsten ingen observerer. Der er en stor, åben stjernehob, NGC 6791, der ses som en tågeklat i små teleskoper, men som opløses i en sværm af svage stjerner i et større teleskop. Desuden er der to svage planetariske tåger, NGC 6765 og Minkowski 1-64 (PK 64+15.1), samt to meget svage, PK 55+16.1 og PK 56+14.1, som jeg ikke har set. Desuden en hel del svage galakser, hvoraf NGC 6702 og NGC 6703 vistnok er de klareste.

                        Thomas, Bornholm

                        #149249

                        Anonym
                          • Super Nova

                          Tak.

                          Ja, der er jo også et par dobbeltstjerner som jeg har nydt med mine akromater.

                          Men jeg må se at komme ud med min 10″ Dob og kigge på M56/57 og hobene. Hvis jeg overhovedet kan fange dem her, badet i gul gadebelysning.

                          Mvh,

                          Anders

                          #149250

                          astrojensen
                          Deltager
                            • Neutron star

                            M57 kan du let se, hvis du har et O-III eller UHC filter.

                            Thomas, Bornholm

                            #149276

                            agrauballe
                            Deltager
                              • Planet

                              Super observationsrapport Thomas:-) Det er sådan noget der får os andre til at glæde os til at komme ud. Glæder mig personligt til at se eastern og western veil i mit o-iii for første gang samt gensyn med M57 har aldrig prøvet den med filter, men det skal prøves.

                              #149277

                              Anonym
                                • Super Nova

                                Jeg har lige stillet Dob´en ud, og er klar med UHC filtret.

                                Mvh,

                                Anders

                              Viser 14 indlæg - 1 til 14 (af 14 i alt)
                              • Emnet 'Første næsten mørke nat i sæsonen!' er lukket for nye svar.