Er 266x for meget?

[ae_hansen Moon]

Hej

Jeg køber en Orion XT8 dobson.

til det køber jeg et 9mm okular med et FOV på 66.

Med en 2x barlow vil det give en forstørrelse på 266x.

Er det for meget? jeg tænker om det bliver for svært at følge med?

jeg tænker at med et FOV på 66, så burde det gå?

men jeg har nemlig aldrig prøvet at se noget, med mere en 70x.

Så jeg har ingen anelse om hvor hurtigt objekter flytter sig, med en forstørrelse på 266.

[stubbeDeltager Main Sequence]

I princippet behøver det ikke være for meget. Men det er svært at give et endegyldigt svar, da det afhænger af flere faktorer. Det kommer an på din øvelse, som naturligvis vil blive bedre jo mere du observerer. Det hjælper sikkert også hvis du er i besiddelse af lidt tålmodighed, når du skal bruge ekstra koncentration på manuelt at følge et objekt. Sidst men ikke mindst er det også afgørende hvor godt konstrueret din dobson er. Hvis ikke teleskopet glider let, så kan det være lige meget hvor tålmodig og øvet du er, så vil det alligevel være umuligt.

Jeg tror okularet vil være et godt køb, og hvis det skulle vise sig at være for meget forstørrelse (hvilket jeg ikke tror), så kan du jo stadig bruge det uden barlow ved 133x.

Angående hastigheden så er okularets reelle synsfelt lig det tilsyneladende synsfelt delt med forstørrelsen, 66°/266=0,25°. En stjernes tilsyneladende hastighed ved himlens ækvator er 0,25°/min.(og mindre længere væk fra ækvator), så det tager ca. 1 minut for en stjerne at bevæge sig hele vejen gennem dit synsfelt.

[ae_hansen Moon]

det er en Orion xt8 og jeg har hørt at den skulle glide meget let, så det er nok ikke noget problem.

ved du hvad en planets tilsyneladende hastighed er?

[kalle Planet]

Med 266 ganges forstørrelse ville jeg nu også bekymre mig om atmosfæren. Jeg har førhen haft problemer ved “blot” 138 ganges forstørrelse. Jeg har dog aldrig prøvet SÅ stor forstørrelse som 266 gange. Jeg gætter på at der skal være ret “roligt” i de øvre luftlag, for at kunne se noget klart og tydeligt, og i det hele taget kunne stille skarpt. Der må være nogle som har erfaring med så store forstørrrelser. Jeg er da også selv lidt nysgerrig efter at kende sansynligheden for at bruge så stor forstørrelse med succes.

[astrojensenDeltager Neutron star]

Atmosfæren skal ganske rigtigt være meget rolig, førend man kan bruge over 200x med fordel på måne og planeter.

Anderledes forholder det sig med deep-sky objekter. Disse er ofte meget diffuse, så en eventuel let uskarphed forårsaget af lufturo er ikke alvorlig. Dog vil sagen stille sig anderledes, hvis objektet består af stjerner, som for eksempel en kuglehob. Mange deep-sky objekter er meget små, så der kræves en høj forstørrelse for at gøre dem synlige. Mange små planetariske tåger kan tage langt højere forstørrelse end Månen og planeterne og kræver det også, såfremt man ønsker at se deres detaljer. De er ofte forbløffende lysstærke i forhold til andre deep-sky objekter, så man kan øge forstørrelsen i utrolig grad, uden at miste billedet. Grunden til, at man skal anvende så høj forstørrelse er, at øjets opløsningsevne er meget dårlig i svagt lys. Det kan derfor betale sig at øge forstørrelsen og så observere billedet med bortvendt syn. Den højeste forstørrelse, jeg har brugt, er 743x med en 100mm refraktor. Det svarer til 1500x på en 8″… Objekterne var de planetariske tåger NGC 7662 og IC 2149. Her er motor på teleskopet essentielt. På måne og planeter bruger jeg aldrig så høje forstørrelser. Månen er storartet, allerede med 80x og det dobbelte er mere end rigeligt til at se myriader af enkeltheder. Til planeterne er 200x – 250x næsten altid maksimum her til lands og optimalt med en 8″.

Thomas, Bornholm

[kalle Planet]

Tak for en god forklaring, Astrojensen

[astrojensenDeltager Neutron star]

No problemo!

Det sjove med begyndere – og jeg var selv en af dem engang – er at de i begyndelsen er som besat af tanken om alle de ting de kan se med høje forstørrelser. Atmosfæren er dog af en anden mening…! Skuffet må de erkende, at 200x oftest er mere end luften og optikken kan klare.

Mange glemmer også at tænke på, at når man forstørrer billedet, så forstørrer man også bevægelserne i teleskopet og monteringen. Det kræver en klippeblok af en montering at bruge rigtig høje forstørrelser. Min 4″ var monteret på en EQ-6 og var meget stabil ved 300x. Ved 743x tog sagerne sig knapt så rosenrøde. Alt rystede ved det mindste skub eller vindpust. I gamle dage brugte man ofte meget høje forstørrelser ved undersøgelser af dobbeltstjerner og da teleskoperne, oftest meget langbrændviddede refraktorer, også var meget tunge, ja så var monteringerne ofte meget kraftigt dimensioneret. Har man prøvet at observere med et sådant “overmonteret” teleskop, så vil man hurtigt blive meget forvænt med oplevelsen og finde mindre monteringer uacceptable.

En typisk refraktor fra slutningen af det 19. århundrede. Grubb, Dublin.

Thomas, Bornholm

[henrikDeltager Nova]

Jeg synes nu godt man kan bruge mere end 200x.

Jeg bruger som regel 250x med min 150mm inde fra byen og det går fint.

Min 200mm skulle i teorien klare 400x, men der syne sjeg grænsen på rimeligt gode nætter er omkring 300x.

Me en andne ting er bevægelsen: Med en stor forstørrelse på 3-400x får du normalt et synsfelt omkring 10′, hvilket vil sige at en planet bevæger sig gennem feltet på lidt under et minut. Da du helst ikke skal observere den helt ude i kanten af feltet og kikkerten også lige skal falde til ro, har du mao.kun ½ min til at observere inden du skal flytte den igen.

Så derfor vil jeg nok anbefale under 300x – så jeg ville mao. gå efter et 5-6mm oular som giver 200-240x (eller et 10-12mm + barlow) hvis jeg var dig.

Mvh Henrik

[astrojensenDeltager Neutron star]

Hvor meget forstørrelse man kan bruge er også lidt af en smagssag. Man kan ofte se meget ved at bruge en ret høj forstørrelse og så vente tålmodigt ved okularet på de gode øjeblikke, hvor alt står skarpt et kort sekund. Alternativt kan man gå længere ned i forstørrelse, hvor billedet er pænt, og så øve sig i at se de meget små detaljer. Det bedste er i regelen en mellemvej. Den erfarne planetobservatør har ofte mange forstørrelser at vælge imellem, for at kunne ramme den bedste til det givne objekt, alt efter luftforhold og objektets klarhed og overfladelysstyrke. Hvad der er godt til Mars er ikke nødvendigvis godt til Jupiter eller Saturn. Jupiter især, holder ikke af høj forstørrelse og vil hellere have mere lys (større åbning) end større forstørrelse.

Meget afhænger også af observationsstedet og nogle steder har bedre lokal seeing end andre og det kan også variere meget med årstiden.

Generelt kan man kun opsætte tommelfingerregler og ikke give noget klart, endegyldigt svar. En gammel regel siger, at det dobbelte af objektivdiameteren, altså 200x for en 100mm, er det maksimale på Månen og planeterne. Det er så nogenlunde korrekt, for de fleste observatører. Ved deep-sky og dobbeltstjerner kan man smide den regel ud af vinduet og i stedet bruge, hvad der giver det bedste billede. Her kan man gå meget højere op, såfremt optikken kan følge med.

Thomas, Bornholm

[finnrDeltager Main Sequence]

Hej: Jeg har en XT8 og min erfaring er,
at 200x er noget nær maximum forstørrelse pga. objekternes tilsyneladende
hastighed gennem synsfeltet. De 200x opnår jeg med et 6 mm TeleVue Radian med
60 gr tilsyneladende synsfelt, dvs at mit reelle synsfelt er 0,30 grad (18
min). Det værste problem er at fange
objektet, fx en planet, når jeg skifter okular. Man prøver at centrere så godt
man kan ved lavere forstørrelse og så skynde sig med at skifte, men det er
langt fra hver gang man er heldig og planeten stadig er i synsfeltet med den større
forstørrelse. Og det er særdeles svært at indfange den ved at køre rundt på må
og få. Jeg vil tro, at 266 gange er for meget – du skal nå at at sætte barlow’en
i og husk, at der også skal fokuseres igen. Men måske kan man træne sig op til
at være rap på fingrene

Atmosfæren er en mindre bekymring. Der
er masser af aftener, hvor det hele bare ”koger”, men ind imellem er man heldig
og så går det helt fint med 300X, hvis man vel at mærke har motoriseret
tracking.

Go’ fornøjelse, FinnR

[stubbeDeltager Main Sequence]

AE_hansen wrote: det er en Orion xt8 og jeg har hørt at den skulle glide meget let, så det er nok ikke noget problem.

ved du hvad en planets tilsyneladende hastighed er?

Det tager planeterne samme tid at passere okularets synsfelt som stjernerne. I princippet har planeterne en egenbevægelse i forhold til stjernerne, men denne er dog så langsom at den i denne sammenhæng kan ignoreres.

[Forfatter]

Indlæg