Så er min Jupitersæson indledt med en session i morges ved C8’eren. GRS havde transit ved 8 tiden, men den kunne naturligvis ses en times tid før og gav mig lidt tid inden arbejdet kaldte. Bino’en med det obligatoriske Neodymium filter blev monteret og jeg gik i gang.
Underligt i grunden at sidde og småfryse om hænderne, når temperaturen var oppe omkring de 10 gr dagen før. Men det er hurtigt glemt ved synet af gasplaneten og de fire klareste måner, hvoraf Ganymedes skygge tilmed også kunne ses på skiven.
Endelig lidt tid med planeten over alle planeter. Tiden mellem syv og halvotte var præget af gode og ret lange momenter med god seeing igennem jetstrømmen og selv randen omkring GRS kunne ses her. De pastelblå nuancer kunne fornemmes, især ækvatorialt mellem de to hovedbælter ligesom guirlanderne i bælterne.
Ganymedes skygge var kulsort og velafgrænset og denne sammen med GRS vandrede lystigt over skiven indtil jeg måtte afbryde og morgenlyset efterhånden udvaskede detaljerne. Og der stod Venus og blinkede sammen med en noget bleg Mars og mægtige Jupiter på en linje.
Hilsen Leif,
“When you look through a good apo, your world suddenly gets very quiet. Your breathing gets deep, and you don’t seem to be in any hurry to do anything else…” Ed Ting