Den interstellare besøgende småplanet 1I/2017 U1

[BjarneModerator Super Nova]

Interstellar Interloper 1I/2017 U1: Observations from the NOT and WIYN Telescopes

Den første interstellare småplanet 1I/2017 U1 (‘Oumuamua) fra et fremmed solsystem blev opdaget i oktober 2017 på vej bort fra Solen. Banen har perihelafstanden (den korteste afstand fra Solen) q = 0.254 AU (astronomiske enheder = Jordens middelafstand fra Solen) og eccentriciteten e = 1.197. Planeten passerede perihel fem uger før opdagelsen. Alle Solsystemets småplaneter og kometer bevæger sig i elliptiske baner med eccentriciteter e ≲ 1. Langt de fleste kometer bevæger sig på meget langstragte elliptiske baner, hvis fjerneste punkter befinder sig i Oort-skyen godt på vej mod de nærmeste stjerner. Det var derfor en udbredt antagelse, at det første besøgende objekt fra et fremmed solsystem måtte være en komet, bestående af en isblanding af H₂O og CO₂ plus kosmisk støv. Når kometen nærmer sig Solen, fordamper de flygtige frosne gasser og danner en koma omkring kometkernen. Astronomernes overraskelse var stor, da man ikke observerede tegn på en koma. ‘Oumuamua er speciel ved at dens fart i stor afstand fra Solen er ∼ 25 km/s, alt for stor til at kunne forklares ved påvirkninger fra Solsystemets store planeter. Småplaneten kommer ind i Solsystemet fra en bestemt retning og forlader det igen i en anden retning med samme fart, idet den følger en hyperbelformet bane. Det er derfor ingen tvivl om, at ‘Oumuamua er den første interstellare besøgende fra et fremmed solsystem. Der er mange ubesvarede spørgsmål: Hvad er dens størrelse og form? Hvor og hvordan er den dannet. Ligner den nogle småplaneter i vort eget solsystem? De første rapporter antydede, at dens overflade var usædvanlig rød.

Jeg vil her fortælle om nogle fotometriske resultater opnået ved anvendelse af det Nordiske Optiske Teleskop (NOT) på La Palma og WIYN-teleskopet på Kitt Peak National Observatory i Arizona. De optiske farver B-V = 0.70±0.06 og V-R = 0.45±0.05 overlapper farven for visse af Jupiters trojanske småplaneter (60° før og efter Jupiter i dens bane) og er uforenelige med de ultrarøde objekter, som findes i Kuiper-bæltet uden for Neptuns bane. Lyskurvens variation er usædvanlig stor, idet den er ∼2.0±0.2 størrelsesklasser. Hvis lyskurven fortolkes som rotationen af en lang ellipsoide, vil de halve akser være ∼230m × 35m. Et akseforhold på ∼6:1 er en ekstrem værdi, hvis den sammenlignes med Solsystemets småplaneter. Dette antyder, at albedo variationer hen over småplaneten kan bidrage til lyskurvens store variation. Lyskurven er forenelig med rotationsperioden ∼8.26 timer, men den er ikke entydig med de givne data. Hvis man ser bort fra den usædvanligt langstrakte form, er 1I/2017 U1 et ubemærkelsesværdigt, sub-kilometer, svagt rødligt roterende objekt fra et fremmed planetsystem. Den stationære befolkning af tilsvarende interstellare objekter inden for Neptuns bane er ∼10000.

 

[BjarneModerator Super Nova]

Der er kommet en ny artikel, som forsøger at udlede ‘Oumuamuas rotationsperiode ud fra alle tilgængelige fotometriske observationer.

1I/’Oumuamua is tumbling

Opdagelsen af 1I/2017 U1 (‘Oumuamua) har givet os det første glimt af en småplanet dannet i et fremmed solsystem. 1I/’Oumuamua forekommer usædvanlig langstrakt med et akseforhold, som overstiger 5:1. De rapporterede rotationsperioder varierer fra 6.9 til 8.3 timer. Der findes ikke en bestemt rotationsperiode, som kan forklare alle de observerede lysstyrkevariationer. Formen ser ud til at afvige fra en rotationsellipsoide, den er i stedet meget irregulær, så rotationen foregår ikke om en bestemt akse. Man kan sige, at den tumler om sig selv. 1I/’Oumuamua blev sandsynligvis bragt i den tumlende bevægelse i det solsystem, som den kommer fra, og den vil fortsætte den tumlende bevægelse længe efter, at den har fortsat vort solsystem.

 

[BjarneModerator Super Nova]

Tumbling motion of 1I/’Oumuamua reveals body’s violent past

Denne nye artikkel beretter om en analyse af nogle nye fotometriske observationer udført med Gemini North:

Modeller for Solsystemets udvikling viser, at næsten alt det primitive materiale, som blev til overs ved planeternes dannelse, er blevet udslynget i det interstellare rum som følge af dynamiske ustabiliteter. Man forventer derfor, at småplaneter på lignende vis er blevet udslynget fra andre planetsystemer, samt at de sandsynligvis findes i store mængder i rummet mellem stjernerne. Man har i årtier spekuleret over muligheden af at detektere sådanne objekter, når de trænger ind i den indre del af Solsystemet. Disse forventninger blev pludseligt til virkelighed den 18. oktober 2017 med opdagelsen af 1I/’Oumuamua. We rapporterer her (i Nature) om homogene fotometriske observationer af denne småplanet udført med Gemeni North, som strækker sig over ialt 8 timer fordelt over to nætter. En kombination af ultra-dybe billeder af ‘Oumuamua viser ingen tegn på kometaktivitet. Vore data viser også enormt store lysstyrkevariationer > 2.5 magnituder, den største variation for nogen småplanet i Solsystemet, som antyder en meget langstragt form.

Det er måske mere signifikant, at lyskurven ikke nøjagtigt gentager sig fra en rotationsperiode til den næste, samt at dens dobbelt-toppede periode på 7.5483±0.0073 timer fra vore data er inkonsistent med tidligere bestemmelser. Disse forskellige perioder er klare tegn på en tumlende bevægelse, en bemærkelsesværdig egenskab ved 1I/’Oumusmuas rotation, som er konsistent med en katastrofal kollision i en meget fjern fortid. Dette første eksempel på tumlende rotation for en småplanet af exosolar oprindelse antyder, at en kollisionsmæssig udvikling af småplanetbefolkningen i fremmede planetsystemer ikke er ualmindelig.

[Forfatter]

Indlæg