6/7 og 8/7 – god seeing!!!

Fora ASTRO-FORUM OBSERVATIONER OG VISUEL ASTRONOMI 6/7 og 8/7 – god seeing!!!

  • Dette emne har 10 svar og 6 stemmer, og blev senest opdateret for 12 år, 8 måneder siden af astrojensen. This post has been viewed 82 times
Viser 11 indlæg - 1 til 11 (af 11 i alt)
  • Forfatter
    Indlæg
  • #65978

    astrojensen
    Deltager
      • Neutron star

      Halløj folkens!

      Nyder et par dages miniferie, så nu skal der observeres, mens tid er!

      Onsdag nat stod jeg op ca kl 0100 og gik ud for at observere. Jeg havde haft C8’eren til køling i skuret en del timer, men det var en smule varmere i skuret end udenfor, så der var lidt tubustermik, men da forskellen ikke var så stor, så var det til at leve med.

      Jeg studerede himlen nøje med det blotte øje og mente at kunne skimte mælkevejen ganske svagt i zenith, men det var så svagt, at jeg ikke var sikker. Sidste år kunne jeg se den d. 7. Juli.

      Jeg morede mig med at eksperimentere med min binoviewer i forskellige konfigurationer på C8’eren og ved at sætte en 2x barlow foran den og en 1.7x korrektor i 1.25″ næsestykket, så fik jeg en helt ekstrem forstørrelse. Jeg har ikke målt den direkte med driftmetoden, men et løseligt overslag på lommeregneren giver mig en samlet brændvidde på omkring 11000 millimeter! Med mine 25mm Kellner giver det omkring 440x. Og seeingen var god! Jeg prøvede også et par 10mm… 1100x! Og seeingen holdt!

      Vega var ENORMT stor i synsfeltet med 1100x. Det var ret svært at fokusere, da alt rystede og monteringen skal trackes manuelt med et gammeldags håndkabel. Det virker normalt fint med 2-300x, men 1100x er noget voldsommere… Det mest imponerende er hvor godt optikken egentlig tegnede ved denne ekstremforstørrelse, selvom det var let at se at det ikke var perfekt.

      Observerede Delta Cygni med 440x og 1100x. Ved den høje forstørrelse kunne primærstjernen ses som en cremefarvet skive, omgivet af en blåviolet diffraktionsring. Ledsageren var en mærkelig svagt orangebrunrød farve jeg aldrig har set i en dobbeltstjerne før. Den var omgivet af en meget svag røgfarvet diffraktionsring. Seeingen var enormt god og diffraktionsringene bølgede kun let ved 1100x. Ved 440x stod de nærmest klippefast. Ved 1100x kunne jeg se at diffraktionsskiven var svagere mod kanten, et yderst sjældent syn i et større teleskop, da man næsten aldrig kan bruge en forstørrelse der er høj nok til at vise det.

      Jeg undersøgte også Albireo A meget nøje med 1100x, men kunne ikke se spor af antydning af dens nære ledsager, en mag 6 stjerne på 0.4″ afstand. Med denne forstørrelse burde jeg ellers kunne have set hints af den, men måske er den blevet snævrere med årene?

      Den berømte Dobbelte dobbeltstjerne i Lyren skulle jeg naturligvis også kigge på, men her var 1100x for meget og 440x meget bedre. Diffraktionsskiverne var meget tydelige og omgivet af meget skarpe og klare ringe. Et fantastisk syn!

      Jeg forsøgte også at kigge på NGC 6543 i Dragen, men jeg kunne ikke finde den, da himlen var blevet for lys til stjernehopning.

      *

      Den 7. var det overskyet, men den 8. var det igen klart, så jeg satte C8’eren ud i skuret og tog en morfar, indtil jeg igen gik ud ved 1-tiden. Nu kunne jeg se mælkevejen! Der var ingen tvivl nu. Den klareste del i Svanen kunne ret let skimtes, og det samme kunne en klar plet nord for Svanen, samt en del der strakte sig sydpå, ind i Ørnen. Tænk, at der kan være sådan en forskel på et par dage! Det virkede faktisk overraskende meget mørkere den 8. sammenlignet med den 6. Samtidig var det komplet vindstille og stjernene stod helt roligt, set med det blotte øje.

      Igen tog jeg som sagt C8’eren ud og nu startede jeg med deep-sky, efter først at have undersøgt seeingen, da jeg alligevel skulle justere søgeren. Jeg satte min 8×50 Antares retvinklede søger på C8’eren, da den almindelige 8×50 lige søger der sad på var særdeles ubekvem nær zenith. Ved 440x stod Vega helt roligt i okularerne og jeg var klar over, at det her igen var en meget speciel nat.

      Jeg startede med M57, der på trods af den lyse himmel var meget let at se. Med 440x kunne jeg let se den mag 13 stjerne der står tættest på tågen. Svagere stjerner kunne ses i baggrunden, men jeg undersøgte ikke hvilke, men jeg vil skyde på at jeg kunne se omkring mag 14.

      Dernæst rykkede jeg op til M13 – uden at gå ned i forstørrelse – og det var et fremragende syn. Hoben var meget tydeligt opløst hen over kernen i kæder og klumper af stjerner med 440x. Jeg prøvede også et par 12.5mm okularer, 880x eller deromkring. Nu fyldte hoben hele feltet flere gange og stjernene var tydeligt små skiver. Fantastisk.

      Mit hoved svømmede med indtryk allerede. Jeg kiggede på himlen, der stadig var ret mørk, så jeg hentede mit Uranometria 2000.0 og begyndte at observere kompakte tåger i Svanen. PK 64+5.1, også kendt som “Cambell’s Hydrogen Star”, på grund af sit særprægede spektrum, der i sin tid afslørede den som noget andet end en stjerne. PK 64+5.1 er nemlig meget lille og svær at erkende som en planetarisk tåge ved mere almindelige forstørrelser og i for eksempel en 60mm ligner den bare en helt normal stjerne af 9. størrelse. I C8’eren med 440x kunne jeg ikke entydigt se nogen skive, men havde alligevel en fornemmelse af at “stjernen” ikke var helt normal, men en smule større end de andre. 880x fjernede al tvivl og nu kunne jeg ved direkte sammenligning med en lidt svagere stjerne nord for tågen, se at PK 64+5.1 var en lille uldtot, der svævede i rummet. Den reagerede meget dårligt på et O-III filter, der faktisk bare dæmpede den kraftigt og lod centralstjernen komme frem. Det bragte mig meget i tvivl om hvorvidt jeg nu også havde det rigtige objekt i feltet, men den opførsel bekræftes af andre kilder på nettet, så jeg havde den altså i feltet. Jeg har læst, at den i et meget stort teleskop har en fantastisk orangegylden farve, hvilket må være et utroligt syn. Det er måske noget at huske på, hvis man skulle komme til et astrotræf med store teleskoper.

      En smule længere sydpå ligger den klare tåge Minkowski 1-92. Er natten mørk kan den ses med en 60mm, hvilket jeg beviste på Stevns i 2007, til alles forbløffelse. Nu regnede jeg med, at den på grund af den lyse himmel ville være svær at se, selv i C8’eren, men den var overraskende klar ved 440x. Jeg gik snart op til 880x, men kunne ikke se yderligere detaljer. Med bortvendt syn kunne jeg se en svagere del øst for den klarere klump, der også forlængedes en smule nordpå, men derudover var der ikke nogen detaljer at se.

      Nu var himlen ganske lys, så jeg ville afslutte med et par kig på Delta Cygni og Albireo. Først Albireo. Mit hjerte stoppede næsten, da den drev gennem synsfeltet ved 440x. Diffraktionsringene stod *helt* stille! Hvilken fantastisk seeing! Igen 880x, men stadig ingen hints af den snævre ledsager. Videre op på Delta, men nu var ringene mere urolige, selv ved 440x. Hvad nu? Skulle der være kommet vind? Jeg sad et øjeblik og kunne mærke en ganske svag brise mod huden. Aha! Jeg checkede på Vega, der også var blevet lidt urolig. Med det blotte øje kunne jeg nu se, at stjernerne blinkede lidt.

      Endnu kunne man se nogle stjerner, så jeg benyttede lejligheden til at lege lidt med min 63mm Zeiss Telemator, da jeg også ville afprøve binovieweren med den høje forstørrelse på den. Det virkede udmærket og Vega med 177x var perfekt defineret. Med 354x ligeså. Med 354x kunne man extremt let se alle fire komponenter i Lyrens Dobbelte dobbeltstjerne. Jeg prøvede også på Delta Cygni, men kunne ikke se hverken diffraktionsring eller ledsager. Himlen var nok for lys på det tidspunkt for det lille teleskop.

      Jeg sluttede af med Jupiter, der stod lavt over et hustag. Alle fire måner var fremme og lege, men seeingen var dårlig, så selve Jupiter viste ikke nogen særlige detaljer andet end de to mavebælter. Forstørrelsen var 114x på binoen.

      *

      Jeg er konstant blevet ove
      rrasket over den fantastiske seeing der åbenbart kan være her om sommeren. Jeg troede slet ikke, det var muligt. Og mine observationer viser med al tydelighed at der åbenbart er rigeligt med objekter at observere, på trods af de lyse nætter.

      Thomas, Bornholm

      #65980

      Mogens.Bildsøe
      Deltager
        • Nova

        Hej Thomas,

        en inspirerende fortælling, som ligger godt i maven Thumbs%20Up

        Hilsen Mogens B.

        #65981

        astrojensen
        Deltager
          • Neutron star

          OK, vi har da loone nætter, men at fortællingen ligefrem ligger godt, i maven, den var ny!

          Thomas, Bornholm

          #65984

          munkholm
          Deltager
            • Neutron star

            Ser ud til at du har haft nogle rigtige stjernestunder, herlig fortælling, kunne være man skulle prøve at sætte et okular på, i stedet for kameraetThumbs%20Up

            Takahashi FSQ-85ED APO GSO RC 10" SBig 8300M SW NEQ6 pro

            #65987

            jesper
            Deltager
              • Neutron star

              >kunne være man skulle prøve at sætte et okular på, i stedet for kameraet<

              Det har jeg også tænkt på, men jeg skal vist have nogen til at vise mig hvordan man gør Clown. Herlig fortælling Thomas, og endnu et søm til til kisten der skal begrave myten om at SCT’er er dårlige teleskoper.
              Sidste tur med rumfærgen begynder om få minutter.

              Jesper2011-07-08 17:13:28

              #65993

              astrojensen
              Deltager
                • Neutron star

                Herlig fortælling Thomas, og endnu et søm til til kisten der skal begrave myten om at SCT’er er dårlige teleskoper.

                Tak. Ja jeg er i hvert fald godt imponeret af hvad den sorte gulvspand her kan yde.

                kunne være man skulle prøve at sætte et okular på, i stedet for kameraet

                Det har jeg også tænkt på, men jeg skal vist have nogen til at vise mig hvordan man gør

                Jeg kan afholde et kursus… Kun 300kr/timen.

                Thomas, Bornholm

                #66030

                mstauning
                Deltager
                  • Black Hole

                  Thomas – er det så med forplejning 😉

                  #66032

                  astrojensen
                  Deltager
                    • Neutron star

                    En kande kaffe og en citronmåne. Til deling.

                    Thomas, Bornholm

                    #66042

                    mstauning
                    Deltager
                      • Black Hole

                      Clap

                      #66047

                      mikael_joe
                      Deltager
                        • Super Nova

                        Jeg er nu mere interesseret i hans himmel. At kunne se mælkevejen om sommeren siger jo noget. Jeg kan ikke engang se den herfra i de mørke vinter måneder.

                        #66048

                        astrojensen
                        Deltager
                          • Neutron star

                          Der er mange sommerhuse på Bornholm, Mikael.

                          Thomas, Bornholm

                        Viser 11 indlæg - 1 til 11 (af 11 i alt)
                        • Emnet '6/7 og 8/7 – god seeing!!!' er lukket for nye svar.